22/03-21
-
Pressemeddelelse
Nyt bilhus i Svendborg: Autohuset Kronsbjerg bygger om i Bilforum
Seat og Nissan er kommet under samme tag i Svendborg, efter at Autohuset Kronsbjerg i foråret 2020 overtog Bilforum. Snart kan kunderne bydes velkommen i et fuldstændig nyistandsat bilhus.
”Vi ville jo allerhelst byde vores kunder og samarbejdspartnere velkommen til vores nyistandsatte bilhus med en kæmpe åbningsfest,” indleder Casper Thorup Mysling, afdelingschef i Autohuset Kronsbjerg.
Han viser rundt i lokalerne hos Bilforum på Grønnemosevej, som tidligere var fyldt med spritnye Seat’er på rad og række, men nu mest af alt ligner en stor byggeplads – og en travl en af slagsen! Her arbejdes nemlig på højtryk for at blive klar til at slå dørene op til et nyistandsat bilhus, fyldt med fabriksnye Nissan’en og Seat’er og gode brugtvogne.
Har brugt nedlukningen til ombygning
”Vi gik i gang med ombygningen i starten af januar. Vi måtte jo alligevel ikke lukke kunder ind i butikken pga. nedlukningen, så vi valgte at udnytte lukkemånederne til at få bygget om i vores showroom,” siger Casper, men skynder sig at tilføje, at det kun er selve butikken, der har været lukket.
”Vi har haft åbent for bilsalg under hele nedlukningen. Så har vi mødtes med vores kunder hjemme hos dem eller på offentlig grund og tilbudt prøvekørsler, men nu må kunderne heldigvis komme i butikken igen.”
Gravet en meter ned under gulvet
Ombygningen er en relativ stor omgang, fortæller Casper på turen rundt mellem stilladser, værktøj og paller med byggematerialer.
”Showroom’et skal leve op til Nissans og Seats standarder – det gælder gulv, vægge, lofter, inventar. For eksempel, så skal der være bestemte fliser på gulvet, og fordi her ikke var et støbt gulv i forvejen, så har vi måttet grave en meter jord ud under hele afdelingen for at kunne støbe gulv og lægge fliser.”
Godt og langt samarbejde med Nissan og Seat
Kronsbjerg har haft et godt samarbejde med både Seat og Nissan gennem mange år, fortæller Casper.
”Vi har forhandlet Nissan i Autohuset Kronsbjerg i Nyborg, Svendborg og Odense i mange år. Nu hvor vi har overtaget Seat fra Bilforum, så dækker vi forhandling af Seat på hele Fyn via vores afdelinger i Odense og Svendborg.”
Samarbejde mellem Nissan og Bridgestone kommer Kronsbjerg til gode
”Vores importør-samarbejde betyder i det hele tager meget for os,” slår Casper fast.
”Men det betyder også meget for os, hvem importøren samarbejder med,” siger han og kommer med et eksempel. ”Tag nu fx Nissan. De arbejder tæt sammen med Bridgestone, og det kommer os til gode. Vi har handlet meget hos Bridgestone de seneste år, blandt andet med komplethjul på originale fælge fra Nissan, som vi får god og nem support på. Vi sparer tid ved at få hjulene leveret samlet, i stedet for at vores egne mekanikere skal i gang. Sådan et samarbejde giver rigtig god mening for os.”
Generelt er vores kunder glade for Bridgestone-dæk
Kronsbjerg har solgt mange Bridgestone-dæk de seneste år, fortæller Casper.
”Generelt er vores kunder glade for Bridgestone-dæk. Det er et støjsvagt dæk, der holder længe. Nogle få af vores kunder nørder dæk, men hovedparten går ikke så meget op i dækmærket. De fleste af vores kunder har meget høj tillid til os, så de køber de dæk, vi anbefaler. Vi har solgt mange Bridgestone-dæk de seneste år og kan med oprejst pande anbefale Bridgestone til vores kunder, fordi vi kan stå inde for kvaliteten,” siger Casper.
”Vi er jo et af de få bilhuse efterhånden, som stadig er familieejet og familiedrevet – vi kører på 4. generation. Det giver noget substans og rygrad, at familien stadig er med i den daglige drift, og jeg er ret sikker på, at det også er med til at skabe tillid til os hos vores kunder og samarbejdspartnere.”
Serviceaftale på dæk
Hvis man ikke selv gider bøvle med at skifte og opbevare sine dæk, så kan man tilvælge dækskift og -opbevaring som en del af sin serviceaftale hos Kronsbjerg, som har 400 sæt hjul liggende til opbevaring for kunderne i Svendborg.
”Nu er det jo snart tid for skift til sommerdæk, og kalenderen er allerede ved at være godt fyldt med aftaler,” siger Casper. ”Mit råd til valg af sommerdæk er først og fremmest at vælge et dæk af ordentlig kvalitet. Et billigt dæk kan vise sig at blive dyrt i længden pga. højere rullemodstand og kortere levetid, og det kan også udgøre en sikkerhedsrisiko.”
Planlægger åbning med gode kampagnetilbud
Med forårets komme er det i år ikke kun sommerdæk, der er fokus på hos Kronsbjerg.
”Vi planlægger at være færdige med ombygningen omkring 1. april og glæder os til at byde kunder og samarbejdspartnere velkommen til vores nye bilhus. Men her bliver ikke nogen stor åbningsfest, selv om vi gerne ville,” siger Casper.
”I stedet går vi med tanker om at lave nogle gode kampagner, der strækker sig over nogle uger eller en måneds tid. På den måde bliver der tid til at kigge ind forbi, også en stille tirsdag formiddag, i stedet for at alle skal stimle sammen lørdag eftermiddag,” slutter Casper.
BOX
Turanza T005 med Driveguard – testresultater i top
Valg af dæk kan være lidt af en videnskab, men tests fra ADAC og de andre store organisationer kan give gode retningslinjer og konkrete vurderinger af bremselængde, dækstøj og slidstyrke.
Et af de dæk, som ADAC og flere af de store, tyske motormagasiner har testet helt i top er fx Bridgestones Turanza T005, som har fået flotte karakterer på både våd og tør vej. Turanza T005 kan fås med den banebrydende Driveguard-teknologi. Hvis man punkterer, kan man fortætte kørslen 80 km med op til 80 km/t, uden at kunne mærke forskel.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20