15/06-21
-
Pressemeddelelse
Bilbutikken Randers tester: Er helårsdækket bedre end sit rygte?
Én ting har de fleste bilister tilfælles, når talen falder på helårsdæk: Enten er man tilhænger, eller også er man modstander. Helårsdæk skiller vandene, og den gyldne middelvej findes ikke rigtigt.
Sådan var det også for Martin Færch, der er eftermarkedschef i Bilbutikken i Randers, som forhandler nye og brugte Toyota’er. Gennem et mangeårigt samarbejde med Bridgestone har Martin Færch haft rigtigt mange Bridgestone-dæk mellem hænderne, og nu var han blevet nysgerrig.
- Jeg har haft lidt forbehold over for helårsdækkene generelt, men jeg havde faktisk aldrig prøvet at køre på dem. Men der er jo sket rigtig meget med udviklingen af helårsdæk, så jeg var også lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvor gode de efterhånden var blevet. Derfor besluttede jeg at sætte et sæt Bridgestone A005 Evo helårsdæk på min egen Toyota for at prøve dem af, fortæller Martin Færch.
En god kombination af sommer- og vinterdæk
Alt i alt har A005 Evo helårsdækket overrasket positivt, siger Martin Færch.
- Jeg har kørt med A005 Evo helårsdækket et halvt års tid, siden november, og det gør det faktisk rigtigt godt. Dækket har vist sig at være en rigtig god kombination af sommer- og vinterdæk. Der er ingen støj, og komfort og vejgreb er i orden. Dækket gør det godt både på våd og tør vej, og i frost- og plusgrader.
Har klaret en mild, dansk vinter fint
Martin Færch fortæller, at vinteren 2020/2021 jo ikke har været den bedste til at teste helårsdækket i sne.
- Jeg har ikke haft lejlighed til at køre i sne for alvor, men i den smule sne jeg har kørt, har dækkene klaret det fint. De havde en fornuftig bremselængde og greb. Men skulle jeg en tur til Norge på vinterferie, så ville jeg stadig vælge et vinterdæk frem for helårsdækket for at være på den sikre side, lyder Martin Færchs vurdering.
Får glæde af lidt mere mønster i sommerperioden
Martin Færch kører ikke så mange kilometer generelt, og det er mest bykørsel. Men han kører en del med hestetrailer, og derfor var han nysgerrig efter at teste dækket i den sammenhæng.
- Jeg kommer ind på græsmarker, hvor der kan være lidt blødt. Med helårsdækket får jeg lidt mere greb i sommerperioden, fortæller Martin Færch.
Genkender ikke fordomme om bløde dæk og stort slid
Helårsdækket bliver ofte beskyldt for at være et blødt dæk, der bliver slidt hurtigt. Det er nu ikke noget, Martin Færch genkender.
- Nu har jeg godt nok kun kørt på dækkene et halvt års tid, men jeg kan endnu ikke se, der har været mere slid på dem end ved sommer- og vinterdæk, siger Martin Færch.
- Med de nye gummiblandinger lover Bridgestone, at dækkene kan holde mange km. Jeg har testet helårsdækkene ved motorvejshastigheder i Tyskland over 130 km/t, og var spændt på, om dækkene var for bløde, men de var stadig utroligt komfortable og retningsstabile.
Hvornår skal man vælge helårsdæk?
Alt i alt er det Martin Færchs vurdering, at helårsdækket er fremragende at køre på for dem, som har et kørselsbehov, der kan dækkes med et kombidæk – dvs. hvor kørselsbehovet er begrænset, og hvor man kan vælge at blive hjemme i dårligt vejr.
- Min anbefaling til Bilbutikkens kunder er helt klart, at helårsdækket fra Bridgestone er fremragende at køre på, hvis man har begrænset kørselsbehov, siger Martin Færch.
- Men det er stadig min vurdering, at når det for alvor er vintervejr eller højsommer, så kommer helårsdækket til kort. Så vil jeg tage mine kunder med hen til udvalget af vinterdæk og sommerdæk fra Bridgestone og rådgive dem til at vælge to sæt dæk fremfor helårsdækket, konkluderer Martin Færch.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20