09/08-21
-
Pressemeddelelse
Studiestart: Er traileren klar til at være flyttebil?
August og september er de store flyttemåneder for tusinder af unge, der skal rykke afsted fra teenageværelset til studiebolig – og her kommer traileren ofte på tur som flyttebil!
Det er tid til studiestart – og for mange unge er det ensbetydende med at flytte hjemmefra. Teenageværelset skal pakkes ned og flyttes, og møbler og køkkengrej til studieboligen skal transporteres fra IKEA, genbrugsbutikken eller gode venner, som har doneret en brugt sofa.
Venner og forældre træder til som flyttemænd – og med traileren som flyttebil. Men pas nu på med at overfylde traileren – det går ud over din og andres sikkerhed.
Jesper Sørensen, teknisk chef hos dækproducenten Bridgestone, giver her 6 tips til en sikker og køreklar trailer.
1. Tjek, hvor tungt et læs din bil må trække og hvor mange kilo, du må laste traileren med (se total- og lastevægt på et skilt på traileren). Det er nemt at komme til at overlæsse en trailer, da den ofte kan rumme større mængder, end den må køre med.
2. Har din trailer nogle år på bagen, skal du tjekke dækkene, fortæller Jesper Sørensen.
- Et trailerdæk går ofte til, længe før det slides ned – så vær opmærksom og kig dækkene efter med jævne mellemrum, så du ikke pludselig står med en fyldt trailer og et flækket trailerdæk.
3. Tjek også dækkenes mønsterdybde. Slidte dæk forøger bremselængden og gør din kørsel ustabil. Jo tungere traileren er læsset, jo længere er bilens og trailerens bremselængde. Ligesom på biler er den lovpligtige mønsterdybde 1,6 mm., men Bridgestones tekniske chef anbefaler en mønsterdybde på 3 mm, især på våde veje.
4. Kontroller trailerens dæktryk. Det slider voldsomt på dækkene, når du kører med for lavt dæktryk. Husk også, at dæktrykket skal være højere end normalt, når du kører med et tungt læs.
5. Tjek også, at traileren kobler rigtigt på bilen, og at lygter og blinklys virker, som de skal.
6. Når du skal til at læsse traileren, så fordel vægten jævnt. Har du for meget vægt bag i traileren, kan det få den til at slingre. Læsset skal sikres med reb eller sikkerhedsremme, og skal du transportere løse genstande, så spænd en presenning eller et sikkerhedsnet over, så de ikke flyver af til gene og fare for andre trafikanter.
Og husk! Kør hellere en ekstra tur, end at tage chancer!
God flytning!
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20