26/08-21
-
Pressemeddelelse
Brug for en bil til studiestart? Her er alt dét, du skal vide, før du køber brugt bil
De kommende uger starter tusindvis af studerende på nyt studie. Mange venter stadig på en studiebolig og må blive boende hos mor og far, langt fra studiet. Men lang transporttid kan blive en udfordring for at komme godt fra studiestart.
Studiestart med offentlig transport er ikke altid en reel mulighed, hvis der er langt mellem bopæl og studie. Timer i tog og bus kan trække tænder ud, og gøre det surt og svært at starte på nyt studie og blive en del af studiemiljøet. En mulighed kan være at købe en ’ny’ brugt bil for at få hverdagen og studielivet til at hænge sammen.
Det første bilkøb? Her er, hvad du skal være forberedt på
Mange unge har en opsparing med sig – enten fra far og mor, eller fra fritidsjobbet. Det er måske nu, den skal fyres af på en brugt bil. Men det kan være svært at kende alle faldgruberne, når man er helt ny bilejer – og måske endda nyslået bilist.
- Du skal altid være kritisk, når du køber en brugt bil, uanset om du køber den hos en forhandler eller en privatperson, råder Bridgestone Danmarks tekniske chef, Jesper Sørensen. Tjek altid de oplysninger sælger giver dig og find allerførst ud af, hvad dine behov egentlig er, før du skriver under på slutsedlen.
Nedenfor kommer en række råd og tips, særligt til dig der skal købe (brugt) bil for første gang.
1. Kan det overhovedet betale sig at købe en gammel bil?
Du sparer selvfølgelig en del penge, når du køber brugt. Men ældre biler er ofte dyrere i ejerafgift, fordi de har dårligere benzinøkonomi, og jo ældre bilen er, jo flere uforudsete udgifter risikerer du. Til gengæld er værditabet lavere ved køb af en ældre bil.
2. Hvor gammel må bilen være?
Du får det bedste køb, hvis du køber en bil, der er 2-3 år gammel. På den korte tid er bilen blevet markant billigere, men er stadig så relativt ny, at der ikke er mange udgifter på den. Er bilen ældre end seks år, kommer udgifterne til reparationer og vedligehold typisk.
3. Er der restgæld i bilen?
Hvis der er restgæld i bilen, risikerer du at hænge på den. Det tjekker du nemt på tinglysning.dk: https://www.tinglysning.dk/t/#/top/forespoerg/bilbogen Du skal bruge bilens stelnummer – det står på registreringsattesten.
4. Tjek selv sælgers oplysninger
Better safe than sorry… På trafikstyrelsen.dk kan du indtaste bilens registrerings- eller stelnummer og få adgang til synsrapporter. Her kan du se, hvornår bilen blev indregistreret første gang, aflæse dens kilometertal og se, hvornår den var til syn sidst – og sammenholde det med sælgers oplysninger.
5. Har bilen tidligere haft skader?
Spørg efter bilens servicebog.
6. Tjek dækkene grundigt
Dækkene er dit eneste kontaktpunkt med vejen og særdeles vigtige for din sikkerhed, understreger Jesper Sørensen fra Bridgestone.
Så ned på knæ og undersøge dækkene: Hvor gamle er de? Er de slidt ens, og er det samme type dæk for og bag? Er dæk slidt uensartet kan det være tegn på, at bilen har mekaniske problemer. Undersøg også hvor slidte dækkene er – se efter revner eller slid og tjek mønsterdybden: I følge loven skal mønsterdybden være minimum 1,6 mm. men Jesper Sørensen anbefaler en mønsterdybde på minimum 3 mm og 4 mm for vinterdæk.
Sørg for at forhandle dig frem til at få vinter- eller sommerdæk med til bilen også. Og husk at tjekke mønsterdybden på dem også.
Er der reservehjul med til bilen eller et reparationskit – og hvordan er standen/alderen på det?
7. Kig forruden grundigt igennem for stenslag
– selv et lille slag kan hurtigt udvikle sig til en revne.
8. Kig på lakken
Er den ensartet - er der ridser eller mærker i lakken? Er der rust på bilen?
9. Prøvekør bilen
Giv den gas og husk at køre både i by og på motorvej. Du skal ikke nøjes med en fem minutters tur – kør mindst 20 kilometer, så du får en god fornemmelse af bilen, og hvordan den er at sidde i. Bilen må ikke ryste, rasle eller have mystiske lyde, hverken ved start eller kørsel.
Tænd for ventilationsanlægget – både på varme og kulde og tjek sædevarmen.
10. Sidder du godt i bilen og er udsynet, som det skal være?
Sørg for at indstille sædet og rattet, så du sidder godt og mærk efter om pedaler og gear føles OK.
Og til allersidst: Forhør dig hos dine studiekammerater. Måske er der andre end dig der kommer langvejs fra, og gerne vil med i bilen? Det gavner både bil-økonomien og gør turen sjovere.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20