10/05-22
-
Pressemeddelelse
Er din teenager ny i trafikken? Få 9 tips til den uerfarne bilist
Har du teenagere i familien, der lige har fået kørekort? Så er det først nu, de rigtigt skal lære at køre bil, lyder det fra Jesper Sørensen, teknisk chef hos dækproducenten Bridgestone. Få hans bedste tips til den uerfarne bilist – lige klar til at give videre.
Teenageren har helt sikkert styr på regler og vejskilte – sikkert også meget bedre end de erfarne bilister, der ofte kører på automatpilot… Men det, der mangler, er rutinen og de gode vaner. Her får du Jesper Sørensens liste over gode råd.
1. Risikoen for uheld er større for nye bilister
Risikoen for at ende i et uheld er betydeligt større som ny bilist, viser undersøgelser. Så sørg for at køre forsigtigt og vær opmærksom på, at du endnu ikke er en god bilist (Ja beklager, men sådan er det!). Som udgangspunkt skal du sætte farten ned – og koncentrere dig om at køre bil, når du gør det.
2. Du bliver straffet hårdere, hvis du overtræder færdselsloven
Som ny bilist er man underlagt strammere regler end andre. Det gælder de første tre år med kørekortet. To klip i kørekortet medfører kørselsforbud, mens øvrige bilister skal have tre klip. Kører den nye bilist med alkohol i blodet eller for stærkt eller hasarderet, resulterer det også i kørselsforbud.
3. KØR!
Lad teenagerne køre lige så tit, de kan komme til det, så de får opbygget noget rutine – i al slags vejr, al slags trafik og gerne i flere forskellige biler. Der er ingen vej udenom – du skal låne din bil ud!
4. Alle skal spændes fast, ellers får føreren både bøde og klip
Alle skal bruge selen, også kammeraterne på bagsædet. Mangler en af passagererne selen, er der en bøde på 1.500 kr. i sigte. Samtidig er der klip i kørekortet til bilens fører og en bøde på 2.000 kr.
5. Læg mobilen!
De fleste unge er heldigvis blevet opmærksomme på, at det er lækkert et være lægger – altså at lægge mobilen væk, når de kører bil. Men selv om telefonsamtaler udføres lovligt, hvis de er håndfri, så forstyrrer de koncentration og kørsel, og øger risikoen for pludselige opbremsninger og ulykker. Rådet er: Lad være!
6. Kør bil, når du kører bil
Hold ro i bilen – larmende kammerater og høj musik er en dårlig kombination med at køre bil. Kør bil, når du kører bil og hold opmærksomheden og blikket på vejen og trafikken.
7. Ingen løsdele i kabinen – heller ikke hunden eller den transportable kuglegril
Store, tunge ting må ikke ligge løst i bilen – ved sammenstød kan de blive kastet rundt i kabinen og ramme passagererne. Spænd dem fast eller læg dem i bagagerummet.
Det gælder også hunden, hvis den er med på tur. Selv en lillebitte hund kan anrette stor skade, hvis den bliver slynget gennem kabinen. Spænd hunden fast med en hundesele eller sæt den i en transportkasse.
Husk altid net eller gitter mellem kabine og bagagerum, så sportstasker, køletasker og den transportable kuglegril ikke forvandler sig til massive våben ved en hård opbremsning.
8. Hav styr på dækkene
Lær dine børn at tjekke bilens dæktryk. Når bilen er godt læsset med passagerer og oppakning, kommer dækkene på ekstraarbejde, og et lavt dæktryk påvirker bilens styre- og bremseegenskaber. Også dækmønsteret er væsentligt for sikkerheden. Bremselængden stiger drastisk ved slidte dæk, fortæller teknisk chef ved Bridgestone Danmark, Jesper Sørensen. Så husk at tjekke dækmønsteret – og gå hellere efter 3 mm fremfor de lovpligtige 1,6 mm, så får du optimal sikkerhed på våde veje.
9. Lær dit barn at skifte dæk – eller beskyt dem mod det
Hvordan tackler man en punktering? Bare tanken kan få sveden frem hos enhver ny bilist – også hos mange af de mere erfarne! Et dækskifte eller en dækreparation i nødsporet en mørk aften i regnvejr kan være en grim oplevelse, hvis man ikke er trænet i det. Du kan lære dine teenagere at skifte dæk, eller du kan beskytte dit unge menneske imod oplevelsen ved at sætte Bridgestone dæk med DriveGuard-teknologi på bilen, siger Jesper Sørensen:
- DriveGuard-teknologien tillader dig at køre videre efter en punktering, uden at du kan mærke forskel, op til 80 km med 80 km i timen. Det giver dig tid til at komme hjem, hvor du kan få hjælp til at skifte dæk i ro og mag, eller til at komme på værksted og få professionel hjælp.
God køretur!
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20