07/07-22
-
Pressemeddelelse
Det bliver dyrt at køre på bilferie i år!
Udlandsferien lokker, og vi skal endelig ud på Autobahn og Autostrada! Men bilferien risikerer at blive en dyr fornøjelse med de høje benzin- og dieselpriser. Jesper Sørensen fra Bridgestone har samlet sine bedste råd til økonomisk kørsel, som samtidig gør en forskel for din og familiens sikkerhed.
Før afgang
Forbered bilen på den lange tur - sørg for den er godt serviceret, fjern skidt på bremseklodserne og udskift luftfilter og olie, så du ikke skal bøvle med det på turen.
Tjek også dæktrykket hjemmefra. Det er nemlig dyrt at køre med for lavt dæktryk, siger Jesper Sørensen:
- Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen stiger forbruget af brændstof med 5-10 %, hvis der mangler 20 % luft i dækkene. Find det optimale dæktryk i bilens instruktionsbog, i dørstolpen eller på benzindækslet – og husk, at når bilen er tungt feriepakket, skal dæktrykket være lidt højere end ellers. Halvflade dæk har også stor betydning for sikkerheden, både for styreegenskaber, stabilitet og bremseevne.
Kør med de korrekte sæson-dæk. Vinterdæk om sommeren giver større rullemodstand – op til 15 % højere rullemodstand på en tør, varm vej – og dermed øget brændstofforbrug. For ikke at tale om et betydeligt dårligere vejgreb og dermed mindre sikkerhed. Tjek i det hele taget rullemodstanden på dine dæk og prioritér dæk med lav rullemodstand.
Kører du elbil, kan det korrekte dæktryk og kvalitetsdæk med lav rullemodstand gøre en kæmpe forskel for din rækkevidde, understreger Jesper Sørensen.
Brug tagboksen med omtanke
- Bilfabrikanterne bruger mange kræfter på at designe bilerne så strømlinede som muligt – og en tagboks er ikke en del af designet, lyder det fra Jesper Sørensen, der forklarer:
- En tagboks skaber vindmodstand, så motoren må arbejde hårdere. Beregninger fra Trafik- og Byggestyrelsen viser, at en tagboks kan øge brændstofforbruget med helt op til 15 %.
Pak tagboksen korrekt! En forkert pakket tagboks gør bilen ustabil og kan føre til farlige situationer. Tilpas altid din kørestil til bilens nye vægt og sørg for at pakke de tungeste ting i bilen og de lettere ting i tagboksen. De tungeste ting skal placeres så tæt på bilens midte som muligt. Pak aldrig mere i boksen end den maksimale lastevægt – heller ikke selv om der er ledig plads – og spænd bagagen fast, så tingene ikke rutsjer rundt under kørslen eller ved opbremsninger.
På vejen: kør langsommere
Hvis du kører 110 km/t i stedet for 130 km/t, sparer du 20 % brændstof. Som tommelfingerregel så benyt kun 75 % af bilens tophastighed. Hold øje med trafikken, så du kører med en konstant hastighed og undgår unødige opbremsninger og accelerationer. Det koster at speede op og ned hele tiden. Når du skal bremse, så lad gearet bremse for dig.
Brug gearskifteindikatoren i bilen eller hold øje med omdrejningstælleren – kører du i for lavt gear, kan det koste dig op mod 20 procent ekstra brændstof. Skift til højeste gear så hurtigt som muligt.
Rigtig god tur og god ferie!
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20