06/09-22
-
Pressemeddelelse
Er din bil sikker nok til efterårets mørke, kulde og våde veje?
Hverdagen er over os med rutiner og travlhed, og efteråret banker på med mørke, regn og våde veje. Det stiller krav til din bil. Gør bilen klar til de våde, kolde veje og kom sikkert gennem efterårets strabadser. Teknisk chef for Bridgestone, Jesper Sørensen gør dig klar til et sikkert efterår med denne guide.
Start med at se bilen grundigt igennem. Tjek for begyndende rust, stenslag eller små sprækker i lygterne, hvor der kan trænge fugt ind.
1. Tjek at alle lygter virker, også blinklys, bremselys og stoplys. Sommervejr og lyse nætter gør det svært at opdage, hvis der ikke er lys i pæren, og det kan være fatalt i efterårsmørket.
2. Tjek vinduesviskerne
Er de klar til at give dig frit udsyn, også i kraftigt regnvejr? Hvis gummiet er slidt, skal de skiftes. Det kan du sagtens gøre selv.
3. Vask bilen
Og det er ikke nok at køre i vaskehallen. Du skal have fat i en blød børste eller en svamp rundt om blinklys, lygter og nummerplade, så de er til at se. Vask også hjulkasser, panelkanter og bag gummilister for at forebygge rust.
4. Så skal der smøres
Smør viskearmen, alle hængsler, anhængertrækket og brændstofklappen og brug låseolie til alle låse, især dem, du ikke bruger. Smør gummilisterne i dørene med silikone.
5. Tjek dine dæk
Der er stadig tid, før du skal skifte til vinterdæk, men hvordan har dine sommerdæk det egentlig?
Har de revner eller andre skader? Er de slidt uregelmæssigt, eller er mønsterdybden ved at være i den lave ende? Pas godt på – det kan give dig problemer, især på våde veje, og dem kommer der nok af lige om lidt! Jesper Sørensen fra Bridgestone anbefaler en mønsterdybde på minimum 3 mm for optimal sikkerhed på især våde veje. Sørg også for at dit dæktryk er højt nok, ellers har du forringet styre- og bremseevne.
6. Tjek sprinklervæske, olie, bremse- og kølervæske – og gennemgå luftfiltre, oliefiltre og kølerslanger.
Sørg altid for at have ekstra sprinklervæske i bilen. Det kan være farligt at løbe tør på farten og miste udsynet.
7. Gør bilen ren indvendig
Støv, snavs og beskidte ruder er med til at skabe dug, som giver dårligt udsyn.
8. Har du en elbil, slipper du for nogle af punkterne, fordi den ikke har så mange mekaniske komponenter. I stedet skal du være mere obs på dine bremser, fordi du bruger dem mindre – derfor kan de have brug for mere vedligeholdelse, fx med at rense og smøre.
Et par timer en dejlig sensommereftermiddag er godt brugt og kan gøre en stor forskel for din sikkerhed!
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20