06/10-23
-
Pressemeddelelse
Skal elcyklerne med på efterårsferie? Pas på vægten
Salget af elcykler er eksploderet herhjemme – og det kan blive et problem, hvis I skal have cyklerne med på ferie.
Et par voksne og et par børn – eller to hold gode venner. Skal I på efterårsferie og have cyklerne med, fx til sommerhuset, så vær opmærksom på, om det er elcykler eller almindelige cykler, I hægter på bilens cykelholder.
Der skal nemlig ikke mange elcykler bag på bilen, før I risikerer at komme til at køre med for tungt læs.
Sørg for, at cykelholder og cykler ikke bliver for tungt
Når I kører med cykelholder, skal det selvfølgelig være en godkendt model, så I overholder alle lovkrav, og alle cykler kan spændes forsvarligt fast. Men – en elcykel vejer væsentligt mere end en almindelig cykel. Vægten på elcykler varierer, men regn som udgangspunkt med, at en elcykel vejer 20-25 kg.
- Mange cykelholdere kan tage flere cykler – men selv om alle cyklerne kan spændes forsvarligt fast, så er der alligevel risiko for at køre med for tungt læs, hvis I kører med elcykler. Bilens maksimale kugletryk er ofte 50-75 kg, men kan være helt ned til 45 kg. Du skal være opmærksom på, at du heller ikke overskrider cykelholderens maksimale belastning, og det dækker både cykelholder og cykler, advarer Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone.
Brug traileren til transport af cykler
Skal der flere og tungere cykler med på ferie, end cykelholderen kan klare, så kan løsningen være at bruge traileren. Men husk at tjekke, at den er fit for fight, før I kører afsted med fuldt cykel-læs.
- Et trailerdæk går ofte til, længe før det slides ned. Husk derfor at tjekke dækmønster og dæktryk, før I kører afsted. Husk, at dæktrykket skal være højere end normalt, når du kører med et tungt læs, siger Christian Jensen.
Ligesom på biler er den lovpligtige mønsterdybde på trailerdæk 1,6 mm, men dækeksperten anbefaler en mønsterdybde på 3 mm, især på efterårsvåde veje.
Spænd cyklerne godt fast og fordel vægten
Et sidste råd fra Christian Jensen, hvis du skal bruge traileren som cykeltrailer, er at pakke traileren omhyggeligt.
- Når du læsser traileren med cykler, så fordel vægten jævnt. Har du for meget vægt bag i traileren, kan det få den til at slingre. Og sørg for, at hver enkelt cykel bliver spændt godt fast – både for at passe på cyklerne, men vigtigere endnu, for at sikre, at de ikke rykker sig løs og falder af traileren til fare for andre trafikanter.
Og så er der bare tilbage at håbe på godt efterårscykelvejr! God ferie og god tur!
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20