Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/01-24   -   Pressemeddelelse

Pak bilen til skiferien



Skiferie forude! Pakker du bilen korrekt, får I ikke kun en mere sikker og komfortabel køretur, der er også penge at spare. Få de vigtigste tips fra Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone, som får både benzinpenge og feriebudget til at række længere.

Pak kun det, du faktisk skal bruge
Måske det allersværeste råd at følge… Men et råd, der faktisk gør en forskel for både komfort og økonomi.

En overlæsset bil er hverken behagelig at sidde eller at køre i – og samtidig gør overlæsset bilferien til en dyr fornøjelse. Ekstra vægt betyder nemlig ekstra brændstofforbrug.

Brug tagboksen med omtanke – den koster
Brug kun tagboksen, når du har behovet.

- Bilfabrikanterne bruger mange kræfter på at designe bilerne så strømlinede som muligt – og en tagboks er ikke en del af designet. En tagboks skaber vindmodstand, så motoren må arbejde hårdere. Beregninger fra Trafik- og Byggestyrelsen viser, at en tagboks kan øge brændstofforbruget med helt op til 15 %, siger Christian Jensen.

Pak tagboksen korrekt – for en sikkerheds skyld
En forkert pakket tagboks gør bilen ustabil og kan føre til farlige situationer. Tilpas altid din kørestil til bilens nye vægt. Og sørg for at pakke de tungeste ting i bilen og de lettere ting i tagboksen.

- Det kan være fristende at fylde tagboksen til bristepunktet, men pak ikke mere i boksen end den maksimale lastevægt – heller ikke selv om der er ledig plads. Sørg også for at spænde bagagen i tagboksen fast, så tingene ikke kurer rundt under kørslen eller ved opbremsninger, og læg de tungeste ting så tæt på bilens midte som muligt, råder Christian Jensen.

Bagage i bilen – spænd fast og skærm af
Store, tunge ting må ikke ligge løst i bilen – ved sammenstød kan de blive kastet rundt i kabinen og ramme passagererne. Spænd dem fast eller læg dem i bagagerummet. Det gælder også underholdningen til børnene – bøger og iPads er tunge, når de flyver gennem luften.

Husk altid net eller gitter mellem kabine og bagagerum, så kufferter, skistøvler og legesager ikke forvandler sig til massive våben ved en hård opbremsning.

Reservehjul og reparationskit
Tjek reservehjulet eller dit reparations-kit, før I kører. Er dækket mørnet eller holdbarheden på reparations-kittet overskredet, hjælper det dig ikke meget i vejkanten. Og gør op med dig selv, om du egentlig kan finde ud af skifte dit hjul eller bruge reparations-kittet?

Tjek nationale krav og regler
Husk snekæder – i flere europæiske lande er det et krav. Tjek også dækkenes mønsterdybde.

- Slidte dæk giver længere bremselængde, og flere europæiske lande forlanger en mønsterdybde på minimum 3 eller 4 mm mod 1,6 mm herhjemme, advarer Christian Jensen.

Husk også at pakke en skovl, proviant og varme tæpper, så du er beredt, hvis I skulle køre fast eller holde længe i kø.

En feriepakket bil kræver højere dæktryk
Tjek dæktrykket hjemmefra – en feriepakket bil kræver nemlig højere dæktryk end ellers, fortæller Christian Jensen.

- Det optimale dæktryk er angivet i psi eller bar. Find det i bilens instruktionsbog, i dørstolpen eller på benzindækslet – og husk, at når bilen er tungt feriepakket, skal dæktrykket være lidt højere end ellers.

Som en sidegevinst er der i øvrigt penge at spare ved at køre med korrekt dæktryk. Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen stiger forbruget af brændstof med 5-10 %, hvis der mangler 20 % luft i dækkene, svarende til 6 psi under anbefalet dæktryk, oplyser Christian Jensen.

Billeder


Pressekontakt

Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
  22 70 11 20

Firma

Bridgestone
Sigma 1
8382 Hinnerup, Danmark

  +45 87 64 66 64
  +45 22 70 11 20

http://www.bridgestone.dk

Modtag nyheder fra Bridgestone Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater