12/03-24
-
Pressemeddelelse
Derfor skal du ikke køre med vinterdæk om sommeren
Du ved det godt – du skal skifte til vinterdæk om vinteren for at stå fast i sne og slud. Men ved du også, at det er lige så vigtigt for din sikkerhed, at du skifter til sommerdæk, når temperaturerne stiger?
Et dæk er ikke bare et dæk. Vinterdæk er fremstillet specielt til lave temperaturer, sne og is. Sommerdækket er fremstillet til at præstere optimalt ved varmere temperaturer. Det er både gummiblandingen og dækkonstruktionen, der er forfinet til sommervejret.
Derfor er dit vinterdæk ikke effektivt eller sikkert om sommeren, fuldstændig som dit sommerdæk ikke er det om vinteren.
Længere bremselængde
- Vinterdæk er opbygget specielt til kørsel ved lave temperaturer og i sne og på is. Er temperaturen over ca. 7 plusgrader, begynder vinterdækket at have en længere bremselængde på våde veje og dårligere vejgreb i kurver på tør vej, end sommerdækket har, fortæller dækekspert Christian Jensen fra Bridgestone.
Med andre ord, hvis du kører med vinterdæk på en varm sommerdag, vil din bremselængde være væsentligt længere end med sommerdæk. Bilens elektroniske hjælpemidler som ESP og ABS kommer på overarbejde, fordi vejgrebet er mindre – og derfor får du ikke den optimale hjælp ud af dem. Resultatet bliver en bil, der er sværere at kontrollere.
Det gælder både ved brændstofbiler og elbiler – de skal begge køre med dæk, der giver optimalt vejgreb.
Øget brændstofforbrug og større dækslid
- Oveni har vinterdæk omkring 15 % højere rullemodstand på tør, varm vej – det giver et betydeligt højere brændstof- og energiforbrug og et større dækslid, siger Christian Jensen.
Som elbilejer har du endnu større motivation for at få skiftet til sæsonkorrekte dæk i tide. Den øgede rullemodstand går ud over din rækkevidde, og du er i forvejen udfordret på, at dine dæk slides hurtigere end på en benzin eller dieselbil.
Christian Jensen opsummerer, hvorfor han anbefaler, at bilisterne skifter mellem sommer- og vinterdæk. Helt kort kan det siges, at vinterdæk ved varme temperaturer betyder:
• Dårligere sikkerhed, fordi bilen har dårligere vejgreb.
• Dårlig dæk-økonomi: du slider vinterdækket hurtigere ved høje temperaturer og kan ende med at skulle skifte dæk oftere.
• Dårlig brændstof- og energiøkonomi: Du bruger mere brændstof og energi, fordi vinterdækket har højere rullemodstand på de varme veje.
Så der er al mulig grund til at få byttet vinterdækkene ud med sommerdæk, så snart foråret er en realitet.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20