10/04-24
-
Pressemeddelelse
Kan helårsdækket konkurrere med sæsondæk?
Salget af helårsdæk er steget markant de seneste 5 år. Det hænger sandsynligvis sammen med de milde vintre og en forestilling om, at uden sne og is er der ikke brug for vinterdæk. Holder den tese vand? Det spørger vi en dækekspert om, nemlig tekniker Christian Jensen fra dækproducenten Bridgestone.
Ved seneste dæktælling på personbiler i januar 2024, foretaget af Rådet for Større Dæksikkerhed og repræsentanter fra Dækimportørforeningen og FDM, viste det sig, at 13 % af bilisterne på tværs af landet kører med helårsdæk – lidt flere i det østlige Danmark end i det vestlige Danmark.
Christian Jensen, tekniker hos dækproducenten Bridgestone forstår godt, at mange er fristet af helårsdækket:
- De vil slippe for bøvlet med at skifte dæk forår og efterår, og gider ikke bruge tid på det. Og så tror mange, at valg af helårsdæk er næsten lige så godt som at køre med to sæt sæsondæk, hvis bare de undgår at køre ud, når der er for meget sne og is på vejen.
Men helt så simpelt er det ikke.
Helårsdæk er altid et kompromis
- Helårsdæk bliver bedre og bedre. Men de vil altid være et kompromis, siger Christian Jensen.
Bilisterne ved godt, at helårsdækket ikke er optimalt om vinteren, og de undlader at køre ud, når der er sne og is på vejene. Men faktisk er helårsdæk heller ikke optimale i de andre sæsoner.
- Og så kommer det bag på mange, at helårsdækket kan have en væsentlig længere bremselængde om sommeren. 130 km/t på motorvejen med feriepakket bil en varm sommerdag og så en katastrofeopbremsning – det kan være farligt på helårsdæk, advarer Christian Jensen.
Et dæk er aldrig bare et dæk – heller ikke et helårsdæk
Det vil være forkert at sige, at helårsdæk altid er dårligere end vinterdæk og sommerdæk, pointerer Christian Jensen.
- Helårsdækkene er en mellemting mellem sommer- og vinterdæk, hvad angår mønstertype og gummiblanding. Nogle helårsdæk er baseret på et sommerdæk, mens de fleste er baseret på et vinterdæk. Derfor kan to forskellige helårsdæk have vidt forskellige egenskaber.
Men uanset hvad, vil Christian Jensen altid råde bilisterne til at køre på de korrekte sæsondæk. Og det er altså ikke for at sælge flere dæk, forklarer han:
- Det er ikke dyrere at køre på to sæt dæk et halvt år på hvert, sammenlignet med at køre på et sæt dæk hele året. Den ekstra udgift ligger i et par ekstra fælge og prisen for at få skiftet – og eventuelt opbevaret – dækkene på dit værksted.
- Det handler om sikkerhed. Vinterdæk er optimeret til kørsel om vinteren, og sommerdæk er optimeret til kørsel om sommeren – det gælder både opbygning af dækket og gummiblandingen.
En anden væsentlig ting, Christian Jensen påpeger med helårsdækkene, er risikoen for, at du sjældent får kigget dækkene efter i sømmene.
Benytter du sommer- og vinterdæk, ligger der en ekstra sikkerhed i, at du selv eller en dækekspert går dem efter hvert halve år, når de skal skiftes – tjekker dem igennem for revner og slid, og tjekker mønsterdybden.
Pressekontakt
Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
22 70 11 20