Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/09-24   -   Pressemeddelelse

Har du styr på reglerne for at køre med trailer?



Selvom vejret er usædvanlig sommerligt for årstiden, så siger kalenderen efterår. Og efterår er havetid og trailertid. Frugttræerne skal beskæres, og stauderne klippes ned. Du kommer nok ikke uden om en tur til genbrugspladsen, og her er traileren næsten uundværlig. Men alt for mange kender ikke reglerne for trailerkørsel – det kan føre til både farlige situtationer og bøder.

Rigtig mange danskere har deres egen trailer – der findes over 900.000 styk i Danmark. Har du have, men ikke din egen trailer, kan du måske låne naboens eller benytte dig af de mange muligheder for at låne en gratis trailer ved byggemarkeder og varehuse.

Uanset hvor du skaffer din trailer fra, er der ting, du skal være opmærksom på, før du læsser den med haveaffald, nye hækplanter eller belægningssten. Det kan nemlig blive både farligt og dyrt ikke at have styr på reglerne for trailerkørsel, forklarer Christian Jensen, der er tekniker hos Bridgestone.

En af de farligste og mest oversete farer ved trailerkørsel er overlæs
Har du styr på, hvor tungt et læs din bil må trække? Har du styr på, hvor mange kilo, du må laste traileren med? Eller kigger du mest på, om traileren er fyldt op?

Det er nemt at overlæsse en trailer, da den ofte kan rumme større mængder, end den må køre med. Kig på total- og lastevægt på et skilt på traileren og forhold dig kritisk til de ting, du fylder i traileren. Med sand, grus eller fliser kommer vægten lynhurtigt for højt op. Risikoen er, at traileren bryder sammen på vejen, eller den kan komme i svingninger, når du kører – og så er du og dit vogntog til fare for andre trafikanter.

Fordel vægten jævnt, når du læsser traileren. Er der for meget vægt bagerst i traileren, kan det få den til at slingre. Sørg også for at sikre læsset med reb, sikkerhedsremme eller allerhelst en presenning.

Kører du med overlæs, risikerer du at få en bøde. Bøden udgør 75 kr. pr. procent overvægt på traileren, men minimumbeløbet er 1.000 kr. Vurderer politiet, at vogntoget er til fare for færdselssikkerheden, kan du få en betinget frakendelse af kørekortet.

Men det kan også være farligt at køre med en tom trailer, understreger Christian Jensen:

- Du mærker ikke vægten på samme måde og kommer nemt til at køre for stærkt. Og til at være uopmærksom i svingene, hvor traileren nemt kommer op over fortov og cykelsti til fare for de bløde trafikanter. Kører du mere end 30 procent for hurtigt med en trailer efter bilen, får du et klip i kørekortet.

Og så er der dækkene, som er dækekspertens helt store fokusområde

- Et trailerdæk går ofte til, længe før det slides ned. Gummiet mørner simpelthen, så vær opmærksom og kig dækkene efter med jævne mellemrum, så du ikke pludselig står med en trailer fyldt med haveaffald og et flækket trailerdæk.

Du skal også være opmærksom på dækkenes slidbaner. Slidte dæk forøger bremselængden og gør din kørsel ustabil – i særdeleshed, hvis traileren er tungt læsset. Dæktrykket må endelig ikke være for lavt, det slider voldsomt på dækkene – og ved tungt læs skal det være højere end normalt for at give dig kontrol over vogntoget. Tjek også, at traileren kobler rigtigt på bilen, og at lygter og blinklys virker, som de skal.

Billeder


Pressekontakt

Lotte Bodilsen
PR og kommunikation, Bridgestone Danmark
  22 70 11 20

Firma

Bridgestone
Sigma 1
8382 Hinnerup, Danmark

  +45 87 64 66 64
  +45 22 70 11 20

http://www.bridgestone.dk

Modtag nyheder fra Bridgestone Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele