De billigste lande til sommerferien er Rumænien, Bulgarien
og Polen, hvor udgifterne til overnatning, restaurantbesøg og transport er
under det halve af de danske priser. Men også danskernes foretrukne rejsemål
Italien, Tyskland, Spanien og Kroatien er betydeligt billigere at opholde sig i
end Danmark, ifølge Danmarks statistik.
Skal du til udlandet, kommer udgifter til bilturen
selvfølgelig oveni. Men også her er der penge at spare! Christian Jensen fra
Bridgestone har samlet sine bedste tips til en billig bilferie.
Hav styr på bil og oppakning
Forbered bilen på køreturen hjemmefra. Sørg for den er godt serviceret, fjern
skidt på bremseklodserne og udskift luftfilter, så du ikke skal bøvle med det
på turen. Kører du benzin eller diesel, så skift også olie.
Det er dyrt at køre med tungt læs, og ved elbiler reducerer
en tung bil rækkevidden betydeligt. Sørg derfor for, at du kun pakker de
nødvendige ting. Overvej også, om det er nødvendigt at benytte aircondition – men
det er nok en af de svære, hvis I skal sydpå…
Korrekt dæktryk giver bedre kørselsøkonomi
Tjek også dæktrykket hjemmefra. Det er nemlig dyrt at køre med for lavt
dæktryk, fortæller Christian Jensen:
- Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen stiger forbruget af
brændstof med 5-10 %, hvis der mangler 20 % luft i dækkene. Du finder det
optimale dæktryk i bilens instruktionsbog, i dørstolpen eller på benzindækslet
– og husk, at når bilen er tungt feriepakket, skal dæktrykket være lidt højere
end ellers.
- Kører du elbil, kan det korrekte dæktryk og kvalitetsdæk
med lav rullemodstand gøre en kæmpe forskel for din rækkevidde, op til 5-10 %, understreger
Christian Jensen.
Halvflade dæk har også stor betydning for sikkerheden, både
for styreegenskaber, stabilitet og bremseevne.
På vejen: kør langsommere
Hvis du kører 110 km/t i stedet for 130 km/t, sparer du 20 % brændstof- eller
energiforbrug.
Hold øje med trafikken, så du kører med en konstant
hastighed og undgår unødige opbremsninger og accelerationer. Det koster at
speede op og ned hele tiden.
Brug tagboksen med omtanke
- Bilfabrikanterne bruger mange kræfter på at designe bilerne så strømlinede
som muligt – og en tagboks er ikke en del af designet, lyder det fra Christian
Jensen, der forklarer:
- En tagboks skaber vindmodstand, så motoren må arbejde hårdere. Beregninger
fra Trafik- og Byggestyrelsen viser, at en tagboks kan øge forbruget af
brændstof eller strøm med helt op til 15 %.