1. Gennemgå autostole og selepuder
Tag børnenes autostole ud og monter dem igen, så du er sikker på, de er
monteret korrekt. Mange autostole er monteret forkert og giver kun falsk
tryghed. Brug Isofix, hvis det overhovedet er muligt i din bil, det minimerer
risikoen for forkert montering.
Og selvom dine børn synes, de er vokset fra autostol og
selepude, skal du stå fast. I flere europæiske lande skal alle børn under 150
cm benytte selepude – tjek reglerne i de lande, I skal besøge.
2. Pak bilen korrekt
Store, tunge ting må ikke ligge løst i bilen. Ved sammenstød kan de blive
kastet rundt i kabinen og ramme passagererne. Spænd tingene fast eller læg dem
i bagagerummet. Det gælder også underholdningen til børnene – bøger og iPads er
tunge, når de flyver gennem luften.
Husk altid net eller gitter mellem kabine og bagagerum, så
kufferter og legesager ikke forvandler sig til farlige objekter ved en hård
opbremsning.
3. Pak også tagboksen korrekt
En forkert pakket tagboks gør bilen ustabil og kan føre til farlige
situationer. Tilpas altid din kørestil til bilens nye vægt og sørg for at pakke
de tungeste ting i bilen og de lettere ting i tagboksen. Pak aldrig mere i
boksen end den maksimale lastevægt – heller ikke selv om der er ledig plads –
og spænd bagagen fast, så tingene ikke rutsjer rundt under kørslen eller ved
opbremsninger.
4. Tjek dine dæk
Tjek dæktryk og dækkenes mønsterdybde før afgang. Slidte dæk giver længere
bremselængde, så sørg for at have rigeligt med mønster til den lange tur. Er
bilen tungt lastet, skal dæktrykket være højere end normalt.
5. Overvurder ikke dig selv og dine køreevner
Overhold hastighedsbegrænsningerne og kør efter forholdene – ferietrafikken kan
være heftig. Hold opmærksomheden og blikket på vejen og trafikken, også selvom
resten af familien har gang i en vild diskussion eller en ekstra spændende
version af 20 spørgsmål til professoren.
Når du mister koncentrationen, øger det risikoen for pludselige opbremsninger
og ulykker. Så underholdning til børnene er et must. Skrigende børn og
teenagere der slås på bagsædet, forstyrrer mere, end du tror, og udgør en stor
sikkerhedsrisiko.
6. Husk pauserne!
Kør ikke turen i ét stræk, selvom det kan være fristende – heller ikke når I
skal hjem. Du bliver uopmærksom, når du er træt, og det er farligt! Tag hellere
en ekstra overnatning.
Sørg i det hele taget for at holde pauser, hvor du og resten af familien kan
strække ben og være aktive sammen. Det sikrer også ro på bagsædet.
7. Husk advarselstrekant, sikkerhedsveste til alle i bilen
og eventuelt nødhjælpskasse. Det er et lovkrav i flere europæiske lande. Pak et
tæppe, nogle flasker vand og lidt kiks til en eventuel nødsituation eller en
langvarig kø – så den ikke opleves som endnu værre end nødvendigt. Tjek også at
du har registreringsattest, kørekort, det grønne kort og andre relevante
dokumenter.
8. Tast nummeret til vejhjælp ind i din mobil
– og tjek at din vejhjælp dækker i de lande, I skal køre igennem, hvis nu
uheldet skulle være ude.