Nogle vælger selv at skifte fra sommerdæk til vinterdæk,
andre overlader opgaven til fagfolk. Hører du til gruppen af gør-det-selv
bilejere, og er der kommet en elbil i garagen eller carporten siden sidste
dækskift, er der nogle ting, du skal være ekstra opmærksom på. Også selvom du
har mange års erfaring med selv at skifte dæk på bilen.
Hjulskift på elbiler er en tung opgave!
Elbiler er tunge – alene batteriet vejer ofte over et halvt ton. Det
stiller ekstra krav til donkraften, og gør i det hele taget dækskiftet til en
tungere opgave, end du har været vant til med en diesel- eller benzinbil.
Men elbilerne er også konstrueret anderledes. Det betyder,
at det er ekstremt vigtigt, at donkraften placeres de helt rigtige steder under
bilen. Hvis man løfter de forkerte steder, kan man lave skader på batteriet,
undervognen eller andre komponenter.
Hjul til elbiler er store og tunge
Pas på ryggen! Hjulene til elbilerne er svære at håndtere – de er store og
tunge.
- Et komplethjul til en elbil vejer typisk dobbelt så meget
som det 16” komplethjul, man har været vant til fra sin benzin- eller
dieselbil. Fx vejer et 19” dæk uden fælg 11-12 kg, og fælgen vejer nemt det
samme. Den samlede vægt på hjulet kommer snildt op på 20-25 kg, fortæller
Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone.
Korrekt opbevaring af sommerdækkene
Hvis du opbevarer sommerdækkene derhjemme, skal du være opmærksom på
dækkenes øgede størrelse og vægt, når de lægges i vinterhi.
Sørg også for korrekt opbevaring af dækkene med disse
retningslinjer fra Christian Jensen:
1. Garage eller kælder skal være kølig, tør og mørk.
2. Temperaturen skal være omkring 15 grader. Ved + 25 grader
eller 0 grader forandrer gummiets egenskaber sig. Det forkorter dækkets
levetid.
3. Ingen kemikalier og opløsningsmidler i rummet. Ingen
el-motorer og el-apparater, der kan afgive gnister eller strømudladninger.
Dækket må ikke komme i berøring med olie eller fedt.
4. Dæk med fælge skal hænges op eller stables liggende.
5. Dæk uden fælge skal stå op og må ikke hænge eller stables.
Undgå at opbevare dæk, der ikke kan bruges
Og til sidst: Det vil være træls at bruge kræfter og plads på at opbevare
sommerdækkene for så til foråret at finde ud af, at dækkene ikke kan bruges.
Dækkene skal
kasseres, hvis:
1. Mønsterdybden er nede på 3-4 mm, men senest ved 1,6 mm.
2. De er slidt uregelmæssigt.
3. Der er skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden.
4. De har skader efter stød eller kørsel på ujævne veje.
5. Sten eller andre skarpe genstande har sat sig fat i dækket.