17/12-15
-
Pressemeddelelse
Opbevarer du dine sommerdæk korrekt?
Gamle råd for opbevaring af vinterdæk er ikke længere gældende. Dæk er nemlig slet ikke så sarte som de fleste tror.
Nu er det tid til vinterdæk, hvilket vil sige at sommerdækkene går i hi for vinteren. Men hvordan er det lige med opbevaring af dækkene? Skal de for eksempel ligge eller stå?
Barnelærdommen for opbevaring af dæk siger, at dæk med fælge skal stables og dæk uden fælge skal stå op. Men faktisk er dækkene slet ikke så sarte. Er de monteret på fælge og pumpet op til anbefalet tryk, så er det ligegyldigt om de ligger ned eller står op. Og selv dæk uden fælge må gøre begge dele, hvis det bare er for en vinter.
- Det vigtigste ved opbevaring af dæk er næsten, at de ligger tørt og ikke er i kontakt med kemikalier eller olie. De må heller ikke ligge for varmt, så et fyrrum er for eksempel ikke optimalt for dækkene, siger teknisk chef hos Bridgestone Danmark, Jesper Sørensen.
Desuden bør man ikke stable noget oven på dækkene, som kan deformere dem. Det er også en god idé at stille dem på en palle eller lignende, så man er sikker på at de ikke ligger og bliver fugtige. Men fire dæk kan sagtens ligge i lag eller stå side om side vinteren over.
Rengør fælgene inden de pakkes væk
Hvis du er rigtig frisk inden du stiller hjulene væk, så går du dækkene efter for sten - de kan fjernes med en flad skruetrækker. Og hvis du vil gøre dig selv en tjeneste, så vasker du fælgene med en syrefri fælgrens, tørrer dem og giver dem en gang voks, så de skinner og er helt klar til maj, når vinterdækkene skal holde sommerferie. Skidt der sidder vinteren over bliver med garanti ikke nemmere at få af med tiden.
Sidder dine sommerhjul på en bil, der stilles væk, bør du aflaste dækkene, for eksempel ved at klodse bilen op. Du kan også have et sæt dårlige dæk, som kun bruges til at have på bilen mens den er i hi.
Dækopbevaring i detaljer
Sådan opbevares dæk bedst:
- Opbevaringsrummet skal være køligt, tørt og moderat ventileret.
- Der skal være beskyttelse mod sollys og kraftigt kunstigt lys.
- Opbevaringstemperaturen bør være under 35 °C.
- Opbevaringsrummene bør ikke indeholde ozonfrembringende udstyr.
Opløsningsmidler, brændstoffer, kemikalier, syrer, desinficeringsmidler og lignende må ikke opbevares i dækkenes opbevaringsrum.
- Dæk bør opbevares i en fri tilstand uden spændinger, tryk eller anden deformation. Placér ikke noget ovenpå dækkene.
- Ved opbevaring på kort sigt kan dækkene stables liggende oven på hinanden. Ved opbevaring
på lang sigt skal dækkene opbevares stående i et enkelt lag i reol.
Kilde: E.T.R.T.O. (European Tyre and Rim Technical Organization)