11/10-13
-
Pressemeddelelse
Brokenhagen kåret som Årets Innovative Projekt af Københavns Kommune
I fredags d. 4. oktober blev onlinemagasinet Brokenhagen kåret som Årets Innovative Projekt ved arrangementet Frivillighedens Dag, som blev afholdt af Københavns Kommune i samarbejde med blandt andet AOK og Arriva. Det frivillige projekt, som blev startet op for cirka et år siden, går ud på at sprede viden om de gratis og billige tilbud, der findes i København.
Der var pyntet fint op i Rådhusets festsal, da der i fredags blev uddelt priser til årets bedste frivillige projekter. Arrangementets vært var Huxi Bach, som introducerede aftenens indslag bestående af taler, dans, musik og prisoverrækkelser.
Efter en fin tale fra Københavns overborgmester Frank Jensen, om hvad frivillige projekter betyder i et land som Danmark, blev de fire priser uddelt. Det var teknik-og miljøborgmester Ayfer Baykal, der overrakte prisen for "Årets Innovative Projekt" til Brokenhagen. Beærede og overraskede trådte de tre stiftere op på scenen, hvor de modtog en flot glaspustet statuette, en buket blomster og et gavekort på 5000 kr.
"Det var meget overvældende at blive kaldt op på scenen, men en utrolig dejlig følelse at stå deroppe," udtaler Camilla Standhart, som er en af de tre stiftere. "Prisen er et kæmpe anerkendende skulderklap, som giver os energi til at fortsætte vores arbejde med at hjælpe københavnerne til at spare penge. Jeg er utrolig stolt".
Om Brokenhagen
Mange københavnere lever på et lavt budget, men kun få kender til de mange gratis og billige muligheder, byen har at byde på. Det skyldes blandt andet, at der ofte ikke er plads til dem på de dyre reklamepladser.
Brokenhagen.dk bygger på et ønske om at sprede viden om den billige side af København. Projektet blev startet op af de tre unge københavnere Sarah Katz, Magnus Friis og Camilla Standhart i september 2012, og teamet rummer i dag 25 frivillige, hvoraf de fleste er skribenter, der hjælper med at researche og skrive artikler til hjemmesiden.
"Vi har en stor kærlighed til København og til de mange kulturelle tilbud, der findes i byen. Vi vil gerne sprede rygtet om de mange muligheder, der eksisterer, men som mange desværre ikke kender til," udtaler Camilla. "Modsat andre såkaldte by-guides, så udvælger vi hver dag en aktivitet eller et tilbud, som du måske ikke selv vil kunne finde. Det kan være alt fra lån af en ladcykel og billig kaffe til gratis løbetræning og koncerter med fri entré".
Historien bag Brokenhagen
Ideen til Brokenhagen opstod, da de to kvindelige stiftere boede i New York og selv gjorde brug af en række online cityguides, som hjalp dem til at leve billigt i den ellers meget dyre by. Det gav dem ideen til at starte en lignende guide op i København.
Siden hjemmesiden blev lanceret har projektet modtaget stor opmærksomhed fra københavnerne, ikke mindst fra studerende. I dag har siden 1400 besøgende om ugen og over 6000 likes på Facebook. I 2012 blev siden nomineret til en KBH Award, men i fredags var det første gang, Brokenhagen vandt en pris.
Brokenhagen i fremtiden
Kåringen som Årets Frivillige Projekt har givet stifterne et klart vink om, at Brokenhagen gør en forskel for brugerne. Drømmen er at få plads til endnu flere artikler på siden. Målgruppen skal også gerne udvides, blandt andet ved at artiklerne oversættes til engelsk, så de mange udlændinge, der bor i København, også kan få glæde af siden.
Links
Brokenhagens hjemmeside: http://brokenhagen.dk/presse/
Frivillighedens dag: http://frivillighedensdag.dk/
Brokenhagen på Facebook: https://www.facebook.com/brokenhagen.dk?fref=ts
Brokenhagen på Twitter: https://twitter.com/brokenhagen
Brokenhagen på Instagram: http://statigr.am/brokenhagen
Relevant information
http://brokenhagen.dk/
Firma
Brokenhagen
Sindshvilevej 22A
2000 Frederiksberg C,
Danmark
+45 22 14 89 80
+45 22 14 89 80
http://brokenhagen.dk