Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/06-10   -   Pressemeddelelse

Lønforskelle rækker langt ud i fremtiden

Det er ikke bare her og nu, pædagoger betaler prisen for at være et relativt dårligt lønnet kvindefag. Uligheden rækker langt ind i fremtiden og rammer pengepungen hver måned, når pædagogerne bliver pensionister.

Pædagoger ville få ca. 3.000 kr. mere hver måned livet ud som pensionister, hvis de i løbet af arbejdslivet havde samme løn og pensionsbidrag som et bedre betalt mandefag i det offentlige.

Et regneeksempel fra PBU, Pædagogernes Pensionskasse, viser, at uligheden på det offentlige arbejdsmarked slår kontant igennem i fremtiden, når håret er gråt.

Regneeksemplet besvarer spørgsmålet: Hvad nu hvis en pædagog havde samme løn og pensionsbidrag som en offentligt ansat bygningskonstruktør - hvor meget mere ville pædagogen så få i arbejdsmarkedspension ved pensionering som 65-årig eller 67-årig?

Svaret er, at pædagogen ville få 2.597 kr. mere om måneden før skat, hvis hun arbejdede på fuld tid med konstruktørens løn og pensionsvilkår, fra hun var 24 år til pensionering som 65-årig. Forskellen stiger til 3.112 kr. ved pensionering som 67-årig.

Regneeksemplet viser, at pædagoger ville få næsten 30 procent mere i pension, hvis de havde mandefagets løn- og pensionsvilkår. "Det betyder konkret, at pædagogen som pensionist mangler ca. 3.000 kr. om måneden i forhold til det, hun ville have haft, hvis der var ligeløn, og det er selvfølgelig ikke rimeligt," siger BUPL's formand Henning Pedersen. "Forskellen opstår, fordi bygningskonstruktørers løn er højere, og fordi de har en højere bidragsprocent til pensionen. Vi satser i BUPL på, at både pædagogernes løn og pensionsbidrag skal forhandles op ved de kommende overenskomstforhandlinger," siger Henning Pedersen.

De relativt højtlønnede, offentligt ansatte bygningskonstruktører er valgt til regneeksemplet, fordi det er et mandefag, hvis uddannelse tager samme tid som kvindefaget pædagogik. For nylig slog Lønkommissionen fast, at der ikke er lige løn for lige uddannelse i det offentlige, samt at tekniske fag bliver lønnet højere end fag, hvor man arbejder med mennesker.

A og B hold blandt pensionister
Ifølge et medlem af Lønkommissionen, ligestillingsforsker Karen Sjørup fra Roskilde Universitet, går Danmark en fremtid i møde, hvor der er større klasseforskelle mellem pensionister end tidligere på grund af store forskelle i opsparingerne. Og kvinderne vil klart fylde mest på B-holdet.

"De større klasseforskelle opstår ikke bare på grund af uligelønnen mellem kvinder og mandefag på det kønsopdelte arbejdsmarked, som vi har i Danmark. De kommer også, fordi kvinderne har måttet vælge det til, som mændene har valgt fra i løbet af arbejdslivet, nemlig at tage orlov og deltid for at tage sig af børnene," siger Karen Sjørup.

Disse forhold er ikke taget med i PBU's regneeksempel. Det viser udelukkende arbejdsliv med udbrudte pensionsindbetalinger. Men PBU har beregnet den pris, som pædagoger på deltid betaler i alderdommen, fordi de har en mindre løn at spare op af. En pædagog, der hele livet har arbejdet på fuld tid og med de almindelige løn og pensionsvilkår for faget får 11.316 kr. om måneden ved pensionering som 67-årig. Mens en pædagog, der har arbejdet 31 timer om ugen, må nøjes med 9.347 kr. i arbejdsmarkedspension.

Uligheden er sejlivet
I virkelighedens verden er mange pædagoger gift med mænd, som sparer mere op til pensionen end dem selv. Hvis ægteskabet holder, og de faktisk deler pengene, kan de få en højere levestandard som ældre den vej rundt, påpeger økonomiprofessor Nina Smith fra Aarhus Universitet. Men hun minder kvinderne om, at deres opsparing skal række langt, fordi de statistisk set har udsigt til at leve længere end mændene. Samtidig får kvinderne efter en lovændring i 2007 ikke længere del i deres mands arbejdsmarkedspension, hvis de bliver skilt. "Politikerne sagde dengang, at det var en gammeldags regel, at man skulle dele arbejdsmarkedspensionen ved skilsmisse. De mente, der var reel ligestilling. Men nu har Lønkommissionen dokumenteret, at det er der ikke, og derfor var politikerne for tidligt ude," siger Nina Smith.

Nina Smith har mistet troen på, at kvinder skaffer sig højere løn og pension ved at kvinder og mænd blander sig ind i hinandens fag. Det kønsopdelte arbejdsmarked, som rummer en del af forklaringen på uligeløn, har vist sig at være sejlivet. "Det er nu 25 år siden, vi i 1980'erne begyndte at prøve at lokke pigerne til at tage mandefagsuddannelser, men det har vist sig at være meget svært," siger hun.

Økonomiprofessoren tror heller ikke på, at man i disse år med økonomisk krise får arbejdsgiverne i det offentlige til at afsætte en ekstra pose penge til at løfte pædagogernes lønninger mærkbart. Der mangler simpelthen den grundlæggende konkurrence om pædagogernes arbejdskraft, som skal til, for at få arbejdsgiverne til at slippe flere penge, mener Nina Smith. "I dag har de offentlige arbejdsgivere monopol på pædagogernes arbejdsmarked, og den økonomiske teori bekræfter, at monopoler altid selv sætter prisen," siger hun. Altså, mener Nina Smith, er private institutioner, der konkurrer med offentlige institutioner om arbejdskraften, vejen frem mod flere penge på pædagogernes konti.

BUPL kæmper for bedre vilkår
Den udvikling vil BUPL's formand Henning Pedersen ikke arbejde for. Han peger på, at offentligt ansatte sygeplejersker og fysioterapeuter stadig er relativt lavtlønnede, selv om der for begge gruppers vedkommende eksisterer et privat arbejdsmarked.

"Vi skal have gjort noget ved den ulige pension og den ulige løn, som endnu en gang er dokumenteret af Lønkommissionen, og det er arbejdsmarkedets parter, der skal løse opgaven. De skal ved overenskomstforhandlingerne sikre mere løn og dermed mere pension til dem, som sakker bagud," siger Henning Pedersen. " Til det formål må Folketinget bevilge en ekstra sum penge til fordeling over en årrække. Det er et samfundsanliggende at rette ulighederne op, og problemet skal være løst i 2020," siger han.

Der er overenskomstforhandlinger på det offentlige område til næste år.

Relevant information

http://www.bupl.dk


Pressekontakt


Firma

BUPL Forbund
Blegdamsvej 124
2100 København Ø, Danmark

  35465208
  61558491

http://www.bupl.dk

Modtag nyheder fra BUPL Forbund på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater