Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/11-09   -   Pressemeddelelse

Spar 300.000 på firmabilen

Ny analyse viser, at man kan spare over 100.000 kroner om året ved at skifte firmabilen ud med en privat gulpladebil og kørepenge. Det giver et overskud i kørselsregnskabet og råd til bil nummer to.

Det kan godt betale sig at se sig for og tænke i helt nye baner, når fremtidens bilmodel skal vælges.
Traditionelt vælger firmabilister en rummelig og komfortabel bil i den store mellemklasse. Den har plads til både arbejde og hele familien, og uanset dit private kørselsbehov er prisen altid den samme, nemlig firmabilsskatten.
Men der er mange penge at spare ved at bruge sin egen bil på job og modtage kilometerpenge fra arbejdsgiveren.
En ny analyse, som Bilbasen har foretaget for Business Danmarks medlemsblad InBusiness, viser, at den typiske firmabilist ved at vælge en Peugeot 207 van frem for eksempelvis en Ford Mondeo kan spare over 300.000 kroner over tre år, som firmabilernes leasingperioder typisk varer.

Fra udgift til indtægt
Fri firmabil til 400.000 kroner koster omkring 180.000 kroner i skat over tre år. Tre års ejerskab og tilsvarende kilometerforbrug af en Peugeot 207 van er beregnet til en indtægt på 141.000 kroner. Altså reelt en indtægt i stedet for en udgift.
De mest almindelige firmabiler i den store mellemklasse som Ford Mondeo, VW Passat og Opel Insignia koster nemt 5000 kroner i skat om måneden. Tilsvarende vil en mindre bil som Peugeot 207, Opel Corsa eller VW Golf på gule plader give et decideret overskud, hvis man selv ejer den og får udbetalt statens kilometertakst af sin arbejdsgiver.
Regnestykket er baseret på et årligt kørselsbehov på 40.000 erhvervsmæssige kilometer og 15.000 private.

En ekstra bil og 141.000 i overskud
Da langt størstedelen af firmabilisternes kørselsmønster foregår med kun en enkelt og højst to personer i bilen, er det minimalt, hvor mange kilometer man kører med bagsæderne i brug.
Til det formål kan man anskaffe sig en billig brugt bil for nogle af de sparede penge.
Bilbasen har tre eksempler på at anskaffe sig billig brugt i den komfortable ende af skalaen. For eksempel vil en Volvo S80 2,5T årgang 2004 på grund af den aktuelle situation på brugtbilmarkedet koste præcist det samme som firmabilsskatten på en Ford Mondeo at eje i tre år og køre 15.000 årlige kilometer i.
Og her skal det endda tilføjes, at langt de fleste private kilometer kan køres i gulpladebilen, fordi der er betalt moms og misundelsesafgift af den.
Enden på regnestykket bliver, at man i stedet for én firmabil til det hele får to biler og et overskud på 141.000 kroner.

Følgende citater er til fri anvendelse for redaktionerne:

Trafik- og vejpolitisk formand i Business Danmark, Børge Agerbæk:
- Man skal huske at føre en meget detaljeret kørebog. Ellers kan det blive en meget dyr affære at køre i en gulpladebil.

- Bilen, som man vælger, skal også have en ordentlig komfort, så alt for lille en bil kan gå ud over sikkerheden og bevægeapparatet med dårlig ryg til følge.

- Regnskabet kan se endnu bedre ud såfremt man kan få sin arbejdsgiver med på at gå fra firmabil til egen gulpladebil og dele den besparelse, som arbejdsgiveren får ved et sådant skifte. Det er væsentligt billigere at få sælgeren til at stille egen bil til rådighed og betale kilometerpenge efter statens takster frem for at stille fri firmabil til rådighed.

Børge Agerbæk kan kontaktes på tlf. 40 11 64 43.

Administrerende direktør for BilBasen, Kenneth Andersen:
- Analysen viser, at man med fordel kan overveje det traditionelle valg af firmabil, og spare mange penge ved at vælge en løsning, hvor man får udbetalt kørepenge i stedet for at få stille firmabilen til rådighed.

- Drømmer man om at eje en stor, veludstyret luksusbil, så har tidspunktet aldrig været bedre på brugtbilmarkedet, fordi priserne er så lave i øjeblikket. Benytter man samtidigt en lille og brændstofbesparende bil til at klare jobkørslen, så er der stadig overskud i det samlede bilbudget.

Kenneth Andersen kan kontaktes på tlf. 8943 4160 / 4084 9898.

Relevant information

http://www.businessdanmark.dk/


Pressekontakt


Firma

Business Danmark
Nørre Farimagsgade 49
1364 København K, Danmark

  +45 33 74 02 00
  +45 26 37 61 17

http://www.businessdanmark.dk/

Modtag nyheder fra Business Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater