23/12-09
-
Pressemeddelelse
Business Danmark runder 30.000 medlemmer
Med en vækst på 600 medlemmer, er Business Danmark nået en vigtig milepæl i foreningens og a-kassens 60-årige historie. Siden 1949 er organisationen vokset fra 1250 til over 30.000 medlemmer.
Fremgangen er et led i organisationens vækststrategi, som er væsentlig for at pleje medlemmernes interesser i samfundet.
"Hvert nyt medlem styrker Business Danmarks muligheder for at påvirke det omgivende samfund og sætte fokus på de særlige løn- og ansættelsesforhold som kørepenge, provision og klausuler inden for salg, marketing og rådgivning", siger landsformand, Jens Neustrup Simonsen.
A-kassen stormer frem
I 2009 har hobevis søgt økonomisk tryghed i a-kassen, ligesom antallet af nytegnede lønforsikringer er syvdoblet.
"Før krisen søgte flest om optagelse i fagforeningen for at få bedre løn- og ansættelsesforhold. Men i år har det mest handlet om økonomisk tryghed, hvorfor vi har oplevet et boom blandt dagpenge- og lønforsikrede", siger a-kasseformand Per Møller.
Flere kvinder i mandefag
For 60 år siden var handelsrejsende med få undtagelser mænd. I dag er 30 procent af alle nyindmeldte kvinder. Mange af dem arbejder med salg og markedsføring inden for medicinal-, service- og tekstilbranchen.
Kvinder har på flere måder gjort sig bemærket inden for salget i 2009. Medlem nummer 30.000 var Charlotte Røge fra Silkeborg og i efteråret vandt Pernille Schmidt som den første kvinde nogensinde prisen Årets Salgsleder.
Danmarks Aktive Handelsrejsende, DAH, blev stiftet i 1949 i en fusion af en række handelsrejsendeforeninger. Foreningen skiftede i 1996 navn til Danske Sælgere og igen i 2006 til Business Danmark, organisation for salg, marketing og rådgivning.
Kontaktinformation:
Jens Neustrup Simonsen, landsformand Business Danmark, tlf. 4030 1901.
Per Møller, a-kasseformand Business Danmark, tlf. 2722 7707.
Michael Krag-Svendsen, pressechef Business Danmark, tlf. 2637 6117.
Relevant information
http://www.businessdanmark.dk/