01/10-10
-
Pressemeddelelse
Kun hver femte ledig uddanner sig
Erhvervsakademiet Dania og salgets organisation stabler en ny uddannelse på benene. Manglen på relevante tilbud medvirker nemlig til, at 80 procent af de ledige sælgere ikke bruger retten til selvvalgt uddannelse, viser analyse fra a-kassen Business Danmark.
Nu skal det være slut med kurser, hvor højtuddannede, arbejdsløse sælgere skal lære at åbne sig, tage telefonen eller skrive deres cv. Det kan de i forvejen, for hele deres arbejde går ud på at have de færdigheder. Som modsvar til den meningsløse aktivering på jobsøgningskurser opretter Erhvervsakademi Dania i Randers og Business Danmark nu en seks ugers selvvalgt uddannelse for erfarne sælgere uden job.
- Statens løsninger er ikke gode nok og så må vi gøre noget selv. Med al respekt, er jobcentrene ikke gearet til at tackle krævende, veluddannede ledige, men er vant til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere. Derfor ender mange aktiveringsforløb i frustration og afmagt. Og vores medlemmer løber ofte panden mod en mur, fordi der ikke er noget, der opgraderer dem, siger a-kassens formand, Per Møller.
Ifølge undersøgelsen kritiserer 66 procent af de ledige jobcentrene for ikke, at informere dem godt nok om deres rettigheder, mens 30 procent også sender en røffel mod a-kassen. De ledige savner især information om efteruddannelse.
- Jeg forstår godt, at mange ledige bliver desperate. For der er ganske enkelt ikke meget på hylderne til folk med en lang salgserfaring. Vi har nu grebet i egen barm og sat gang i en uddannelse, som udfylder et hul i markedet, siger Per Møller.
Første hold på den nye seks ugers uddannelse i afsætning er netop startet. Der er tale om en statsanerkendt og meritgivende uddannelse, som giver kursisterne 10 ECTS-point. Dermed er uddannelsen en tyvstart på den to-årig akademiuddannelse i salg, som erhvervsakademiet tilbyder.
Kurset i afsætning giver deltagerne overblikket over, hvordan markedsføring, strategisk planlægning, konkurrentanalyse og segmentering kan styrke virksomhedens salg. Der er tale om fuldtidsuddannelse med undervisning, læsning og opgaveløsning. Uddannelsen henvender sig til ledige med minimum to års salgserfaring.
Kontaktinformation:
Per Møller, a-kasseformand i Business Danmark, tlf. 2722 7707.
Relevant information
http://www.businessdanmark.dk/