28/04-11
-
Pressemeddelelse
Dobbelt op i lønstigning
Spirende vækst udløser første i tre år en reallønsfremgang til landets sælgere, viser ny lønstatistik fra Business Danmark
Imens offentligt ansatte holdt lønfest ved indgangen til finanskrisen i 2008, oplevede sælgerne årtiets laveste lønudvikling. Efter to magrer år er bøtten nu vendt og lønnen stiger atter i salget.
I 2010 tjente salgskonsulenter 38.100 kr. om måneden, mens salgschefer tjente 51.500 kr. inklusive pension. Hertil kommer eventuel firmabil og frynsegoder. Det dækker over en lønstigning på 2,8 pct. og en reallønsfremgang på en halv procent. Selv om små tre pct. historisk ikke lyder af meget, var lønstigningen i 2010 dobbelt så høj som i 2008 og 2009, ifølge Business Danmarks nye lønstatistik.
- I kriseårene 2008-2009 fik sælgerne økonomiske tæv med reallønsfald til følge. De forhandler løn hvert år og mærker derfor straks konjunkturudsving. Nu kan sælgerne glæde sig over en reallønsfremgang, mens overenskomstansatte i 2011 og 2012 rammes af tømmermændene efter lønfesten i kriseårene, siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand i Business Danmark.
Provision på vej op
I 2009 fik provisionslønnede sælgere et gevaldigt løndyk på 6-15 pct., men en stigning i grundlønnen. Business Danmark ser nu tegn på, at provisionen har nået bunden.
- 2009 var et annus horribilis. Men i 2010 er provisionen steget knap en procent. Intet tyder dog på, der venter et provisionseventyr lige om hjørnet. Derfor er det fortsat en stigende grundløn, som skal trække læsset, siger Jens Neustrup Simonsen.
Stor lønspredning
Omsat til kolde kontanter tjente et gennemsnitsmedlem af Business Danmark 43.300 kr. om måneden i 2010. Det favner en stor lønspredning i diverse brancher - fra godt 36.000 kr. om måneden til sælgere i detailhandlen til 57.000 kr. om måneden til sælgere i medicinalindustrien.
Undersøgelsen viser også, at ledere og mellemledere løb med den største lønstigning på henholdsvis 3,5 og 4,6 pct. Ledernes lønfremgang skal ses i lyset af, at de gik ned i løn ved forrige lønforhandling i 2009.
Lønundersøgelsen bygger på svar fra godt 4500 medlemmer af salgets organisation, Business Danmark.
Relevant information
http://www.businessdanmark.dk/