25/02-13
-
Pressemeddelelse
Ny undersøgelse afslører relationerne mellem 28.000 danskere på Twitter
Ny undersøgelse kortlægger for første gang danskernes adfærd og vaner på det sociale medie Twitter - og inddeler de 28.000 danske, aktive brugere i fem hovedgrupper. Den nye viden er både interessant for brugerne selv og for virksomheder, som kan bruge undersøgelsen som et nyt strategisk værktøj.
"Den undersøgelse, som vi netop har lavet, giver os ny viden om, hvordan danskerne tweeter inden for hovedsageligt fem emner: Teen-kultur, kendisser, sport, politik & journalistik og iværksætteri, forklarer Mikkel Noe Westh," der er specialist i digital strategi i kommunikationsbureauet Bysted og fortsætter:
"Vi har nu for første gang fået et overblik over, hvem der taler sammen, hvad de taler om og hvornår de gør det. Eksempelvis er fagligt indhold dominerende i politik & journalistik-segmentet. Og de, der er aktive her, tweeter mest mens de er på arbejde og følger kun i lille grad nogen uden for deres egen branche," forklarer Mikkel Noe Westh.
Derudover viser undersøgelsen fx også, at de største danske Twitter-profiler tilhører ukendte teenagere, der snakker om fankultur med teens uden for Danmark, at sportsinteresserede tweeter mest søndag aften og at de der er på Twitter af faglige årsager, er mindst aktive i weekenden.
Interaktivt kort afslører det hele
Resultatet af undersøgelsen er udformet som et interaktivt kort, hvor de i alt 28.000 aktive danske Twitter-profiler er indtegnet. Relationerne mellem de 28.000 personer fremgår via streger, der visualiserer deres relationer. Jo tættere profilerne er på hinanden, des stærkere er deres relation - og dermed også sammenfaldet mellem deres interesser.
Danmark halter efter svenskerne
Undersøgelsen er lavet i samarbejde mellem Bysted og det svenske bureau Intellecta Corporate og omfatter også Sverige, Norge og Finland. Derfor kan vi nu også for første gang sammenligne danskernes Twitter-vaner med vanerne i de andre nordiske lande.
"Lige nu befinder vi os i Danmark på et stadie, hvor Sverige var for tre år siden. I Sverige findes der i dag endnu flere opdelinger af interessefællesskaber, og det forventer vi også at se i Danmark. I Danmark er det teenagerne, der senest er kommet til, mens journalisterne var first movers. Jeg forventer, at det først og fremmest er blandt de unge, at vi ser Twitter udvikle sig i de kommende år," siger Mikkel Noe Westh.
Nyt strategisk værktøj for virksomheder
Kortet er ikke bare interessant for brugerne selv og kommunikationsbranchen, men kan anvendes proaktivt af virksomheder, som arbejder aktivt med deres brand.
"Kortet hjælper os med at forstå relationerne mellem bestemte profiler og målgrupper. Fx kan man se, at musikeren Rasmus Seebach, er splittet i sine relationer. Han følger nemlig selv et andet segment, end dem, der følger ham. Den visualisering af hans reach på Twitter, har vi ikke tidligere haft adgang til. Og man kan også fx se, at journalisten Anders Breinholt har relationer til ca. 60.000 personer på Twitter og i detaljer se forgreningerne af disse relationer," oplyser Mikkel Noe West og opfordrer både brugere og virksomheder til selv at dykke ned i den nye undersøgelse, som er tilgængelig for alle via twittercensus.dk.
Se undersøgelsen og kortet her
Læs om metoden, se flere resultater og find dig selv på: www.twittercensus.dk
Relevant information
http://www.bysted.dk