08/09-11
-
Pressemeddelelse
Ny bog på vej: Grønflammeskoven
En række af Danmarks mest succesfulde unge musikere udgiver LydBilledBogen: Grønflammeskoven
Børnebog inkl. cd med lyddesign, historien læst op og otte helt nyskrevne børnesange udkommer fredag den 14. oktober
Nyt kollektiv bestående af etablerede og respekterede danske musikere, forfattere og en billedkunstner udgiver totaloplevelsen Grønflammeskoven som bog inkl. soundtrack, som 12"-vinyl og download. På musiksiden optræder frontfigurer fra Mew, Junior Senior, Figurines, When Saints Go Machine, Choir of Young Believers, 4 Guys From the Future, Quadron og mange flere.
Grønflammeskoven er et nyt børnebogs- og børnemusikprojekt skabt af musikerne Malthe Fischer og Aske Zidore (begge Oh No Ono), forfatterne Anders Jørgen Mogensen og Nicolai Koch samt billedkunstneren Pernille Nygaard.
Grønflammeskoven er fyldt med moderne, farverige illustrationer. Og dertil en times musikalsk univers med otte helt nye børnesange, oplæsning af bogen (ved Lucia Odoom, vært på P3's Det Elektriske Barometer) og lyddesign på bogens medfølgende cd - en totaloplevelse for børn, forældre og fantasifulde sjæle.
Desuden er en række prominente danske gæstemusikere inviteret med på projektet, der udgives i et samarbejde mellem pladeselskabet Tambourhinoceros og Forlaget C&K.
En ny generations kunstneriske hyldest til barndommen
Grønflammeskoven handler om en dreng, der er på jagt efter vinden, som har taget hans drage. Værket tager børn - med eller uden forældre - på en tur igennem barndommens landskab med elskelige figurer som skykvinden med hovedet, der let falder af; fingervingemanden og naturligvis kyssepigen, der med sine dumme kys fik drengen til at miste grebet om dragen, så den forsvandt. Den fabulerende fortælling er en ny generations kunstneriske hyldest til barndommens magiske fantasiland.
Relevant information
http://www.ckforlag.dk/