07/10-10
-
Pressemeddelelse
Vi taber tyskere - mange tyskere
Antallet af tyske campingovernatninger er faldet med 10 % i august måned. En del skyldes sikkert det dårlige augustvejr, men langt det meste skyldes helt klart, at tyskerne synes, at Danmark er for dyrt et ferieland. Det kan ses af, at antallet af tyske overnatninger i feriehuse faldt med 9 % i august måned.
Grunden til det store fald skal ses i, at momsen på overnatning i Tyskland er blevet nedsat fra 19 til 7 %, og det har medført, at det dermed er blevet billigere at holde ferie i Tyskland.
I en kommentar til overnatningstallene siger direktør i Campingrådet Poul Fejer Christiansen: "Det er meget negativt, at vi stadig mister tyske overnatninger. Men det er desværre meget forståeligt, at tyskerne bliver hjemme og holder ferie, når alt i Danmark er så meget dyrere. Vi må virkelige bede politikerne om, at de i den kommende finanslovsaftale forbedrer vores rammevilkår, så det igen bliver muligt at tiltrække flere tyskere."
August overnatningstallene indeholder også lyspunkter. Der har været flere svenske og norske overnatninger, men det skal også ses på baggrund af, at antallet af gæster fra de to lande styrtdykkede sidste år. Den antalsmæssige fremgang af svenskere og nordmænd opvejer dog langtfra tabet af tyskere.
Relevant information
http://www.campingraadet.dk/