Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/05-10   -   Pressemeddelelse

Rid krisen af med digitaltryk

På IPEX 2010 offentliggør Canon tredje udgave af sin "Insight Report", som i år har fået titlen "Redefinition of the Digital Printer". Den viser klart, at digital tryk- og printteknologi har stor betydning for bundlinjen og dermed overlevelse i en krisetid.

Igen i år er det professor emeritus Frank Romano fra Rochester Institute of Technology i USA, der har stået for undersøgelsen - som er sponsoreret af Canon Europe - i samarbejde med studerende fra instituttets medielinje. Den understreger med al tydelighed vigtigheden af at være omstillingsparat og identificerer de områder inden for digitaltryk og -print, hvor det største forretningspotentiale for den grafiske industri venter.

Undersøgelsen viser samtidig, at omstilling til digital produktion har været essentiel for overlevelse under den seneste recession, og at flere og flere virksomheder i bestræbelserne på overlevelse ganske enkelt har indset nødvendigheden af at tænke i helt nye forretningsmæssige baner.

Helt nye vækstområder
"Undersøgelsen dokumenterer den effekt, den økonomiske krise har haft på hele den grafiske industri samtidig med, at den dokumenterer, hvorledes den digitale teknologi i dag spiller og fortsat vil spille en markant rolle i et markant anderledes forretningsmønster", siger marketingchef Morten Toksværd fra Canon Danmark.

Ved udgangen af 2009 var der svage spor af bedring i den grafiske industri, men det at agere i en ny og digital verden giver - ganske som krisen i sig selv - også udfordringer, nemlig i forhold til sammensætning og ikke mindst uddannelse af medarbejderstaben med henblik på at kunne håndtere de nye kundebehov.

Samtidig er det vigtigt at have fokus rettet mod de potentielle vækstområder, og en særdeles tydelig trend blandt de i alt 840 trykkerier, som har deltaget i undersøgelsen, er, at ikke mindre end 87,2 procent anser markedet for fotobøger for at være et af de mest åbenlyse vækstområder. Dernæst følger områder som markedsføringsmateriale i små oplag med 84,9 procent, tryksager med variable data på 74,7 procent og andre tryksager i små oplag med 65,3 procent.

Satser på automatisering
Trykkerierne er imidlertid stadig særdeles forsigtige med større investeringer, med mindre de kan se en øjeblikkelig virkning på produktivitet og rentabilitet, men de indikerer for størstedelens vedkommende, at de tre områder, der investeringsmæssigt vil blive satset mest på i 2010, er automatiseret workflow (56 procent), forbedrede muligheder for færdiggørelse (49 procent) samt digitaltryk og -print (48 procent).

Rapporten afslører endvidere, at krisen har ramt en industri, der allerede på forhånd havde mærket følgevirkningerne af såvel det faktum, at elektronisk distribution af information i højere og højere grad afløste tryksager samtidig med, at kunderne geografisk er blevet mere og mere uafhængige af deres lokale trykkeri.

Det skal forstås på den måde, at bare prisen er god nok, spiller selv mange kilometer ikke nogen rolle. Ligeledes ramte dybe nedskæringer i marketingbudgetter generelt set, hvilket enten betød annullerede ordrer eller mindre ordrer, hvor prispunktet har været det vigtigste parameter.

Digitaltryk som redningskrans
Rapporten anslår, at nogle trykkerier har mistet mere end halvdelen af deres volumen - faktisk op mod 55 procent - lige som oplagene på de bevarede opgaver er blevet mindre. Til gengæld er antallet af opgaver siden steget. Således har 69 procent af trykkerierne i Vesteuropa oplevet en øgning i antallet af opgaver, især inden for digitalt tryk eller print.

Det har, sammenlignet med 2008, samtidig betydet et markant fald i omsætningen på traditionelt offsettryk på op til 18,1 procent, da offset ikke er særlig velegnet eller rentabelt til små oplag. Samtidig er det digitale output totalt øget med 27,2 procent.

Derfor har det været og er fremover essentielt at råde over digitalt udstyr, og en generel bemærkning i rapporten er, at "digitaltryk har reddet vores virksomhed". Her efter krisen er det fortsat de virksomheder med digitalt udstyr, der står stærkest - mere end halvdelen melder om vækst i omsætningen, mens tallet kun er 31,7 procent for dem, der ikke har digitalt udstyr i deres maskinpark.

Kunderne efterspørger added-value
Forretningsområder, man ikke tidligere har haft satset på, spiller ligeledes en markant rolle. Således siger 86 procent af de adspurgte virksomheder i undersøgelsen, at satsning på storformatprint har været medvirkende til, at de har overlevet krisen. Det handler altså også om at have fokus på nye markeder og nye produkter.

Ligeledes er det i dag væsentligt at kunne tilføre added-value til selve jobbet, hvilket har fjernet en del af det fokus, der i en lang periode har været på prispunktet. Nu efterspørger kunderne således i langt højere grad ekstra services, f.eks. i form af finishing.

Undersøgelsen dokumenterer endvidere, at der i forhold til tidligere er stor forskel på, hvorledes digitaltryk eller -print handles. I dag køber kunden ofte ikke blot en fysisk tryksag hos trykkeriet, men også grafisk design og ikke mindst andre former for relaterede multimediaydelser samt måske muligheden for selv at kunne sende sine opgaver til tryk via internettet.

Større krav til leverandørerne
"Undersøgelsen viser med al tydelighed, at de virksomheder, der klarer sig godt, har taget springet ind i den digitale verden, herunder helt nye forretningsområder. De digitale teknologier er med andre ord ikke til at komme uden om hvis det trykte medie skal spille en rolle i nutidens udbud af medier og kommunikationskanaler", siger marketingchef Morten Toksværd fra Canon Danmark.

Han mener i den sammenhæng, at trykkerierne med rette kan stille større forventninger til deres teknologileverandører. Det er nemlig ikke nok blot at købe det rette udstyr - leverandøren skal langt hen ad vejen være partner og konsulent.

Dette er den tredje undersøgelse sponseret af Canon. Den første hed "Digital Printing Directions - Trends and Opportunities" og blev udgivet i 2008. Den næste hed "Corporate Reprographics - Trends and Opportunities" og blev udgivet i 2009. Den nye rapport omfatter interview med 840 virksomheder, hvoraf 65,5 procent er placeret i Vesteuropa, heraf flere i Danmark. 383 ud af 464 virksomheder fra 2008 deltager også i årets undersøgelse. De resterende 81 er enten lukket eller fusioneret.

Oplev Canon på IPEX, hal 10, stand CDEF270, 18-25. maj.

Relevant information

http://www.canon.dk


Pressekontakt


Firma

Canon Danmark A/S
Knud Højgaards Vej 1
2860 Søborg, Danmark

  44 88 23 05
  20 11 21 23

http://www.canon.dk

Modtag nyheder fra Canon Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater