29/11-16
-
Pressemeddelelse
Fire forskningspriser uddeles på Carlsberg
Carlsberg Laboratorium uddeler i dag Kaj Linderstrøm-Lang-prisen til tre prominente forskere. Desuden uddeles Emil Chr. Hansen-guldmedaljen. Prisuddelingen sker på Carlsberg Forum "Science to business"-konference i anledning af laboratoriets 140-års jubilæum.
Kaj Linderstrøm-Lang-prisen uddeles hvert år til forskere, der har leveret en ekstraordinær forskningsindsats inden for biokemi og fysiologi, som var Linderstrøm-Langs eget forskningsfelt som professor ved Carlsberg Laboratorium i perioden 1939-1959.
I år modtager professor Henrik V. Scheller, Joint BioEnergy Institute, Lawrence Berkeley National Laboratory, USA og professor Geoff Fincher, School of Agriculture, Food & Wine, The University of Adelaide, Australia prisen for deres enestående bidrag til identifikation og beskrivelse af enzymer, der er involveret i syntese og modificering af plantecellevægge.
Den tredje Kaj Linderstrøm-Lang-pris gives til professor Richard Henderson, MRC Laboratory of Molecular Biology, Cambridge, England. Prisen tildeles for hans banebrydende arbejde med at tilvejebringe højt opløste atomare strukturer af membranproteiner og membranproteinkomplekser med cryo-elektronmikroskopi.
Endvidere uddeles Emil Chr. Hansen-guldmedaljen til Jef Boeke, Director, Institute for Systems Genetics på New York University for hans skelsættende bidrag til genombytning i gær og design af syntetisk gær.
Uden videnskab ingen kvalitetsøl
Emil Chr. Hansen-fonden sponsorerer Emil Chr. Hansen-guldmedaljen. Professor Emil Chr. Hansen arbejdede på Carlsberg Laboratorium fra 1877-1909 og var den første til at isolere ren gær - en opdagelse der revolutionerede ølproduktionen over hele verden.
Birgitte Skadhauge, forskningsdirektør i Carlsberg Laboratorium, siger om uddeling af priserne:
"Kaj Linderstrøm-Langs and Emil Chr. Hansens enestående arbejde på Carlsberg Laboratorium gjorde det muligt at producere øl af høj kvalitet, som vi kender den i dag. I år markeres Carlsberg Laboratoriums 140-års jubilæum og vi har fundet det specielt vigtigt at fejre de tætte forbindelser mellem videnskab og øl ved at uddele Kaj Linderstrøm-Lang-prisen til professorerne Richard Henderson, Geoff Fincher og Henrik Scheller samt Emil Chr. Hansen-guldmedaljen til Jef Boeke. Alle har de leveret bemærkelsesværdige resultater til gavn for både erhvervslivet og samfundet".
Rebrew viser vejen
Carlsbergs"Science to business" forum præsenterer oplæg fra otte internationale forskere og erhvervsfolk om trendsættende forskning inden for gær, kornprodukter, fødevarer, sundhed og nye teknologier. Som afslutning på konferencen vil Birgitte Skadhauge præsentere Carlsberg Laboratoriums enestående Rebrew-projekt.
Birgitte Skadhauge siger:
"Er der nogen bedre måde at transformere videnskab til forretning på end ved at genbrygge lagerøllens fader? Carlsberg Laboratorium har ført an i kvalitetsølbrygning siden grundlæggelsen for 140 år siden. Her på tærsklen til Carlsbergs 170-års jubilæum er vi stolte over at kunne vise videnskabeligt, hvorfor Carlsberg er 'probably the best beer in the world'."
Pressekontakt
Kasper Elbjørn
+45 4179 1416