08/02-11
-
Pressemeddelelse
Tuborg ny hovedsponsor på Jydsk Væddeløbsbane
I de kommende tre år er Tuborg hovedsponsor for Jydsk Væddeløbsbane, og som et led i aftalen vil det stolte bryggeri-brand lægge navn til provinsens to største løb for henholdsvis trav og galop, »Tuborg Jydsk Derby« (galop) og Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix (trav).
»Da vi skulle genforhandle vor hidtidige sponsoraftale kunne enderne ikke nå sammen, så i stedet tog vi kontakt til Carlsberg Danmark, og de var interesserede i at indgå et sponsorsamarbejde,« siger direktør på Jydsk Væddeløbsbane, Max Adelsbøll.
Udover den økonomiske del af aftalen, samt at der fremover naturligvis vil løbe gyldne Tuborg-dråber ud af ølhanerne på Jydsk Væddeløbsbane, så glæder banens ledelse sig over, at sponsoren agter at bruge sponsoratet aktivt.
»Tuborg planlægger at bruge sponsoratet aktivt i virksomhedens eget netværk i forhold til restauranter og barer, specielt med fokus på Aarhus-området i form af aktiviteter herude. Det glæder os, idet vi gerne ser, at vore sponsorer ser aktivitetsmulighederne på Jydsk Væddeløbsbane som en mulighed for at profilere sig selv over for kunder og forretningsforbindelser,« siger Max Adelsbøll og tilføjer:
»Det nye samarbejde vil give øget liv på Jydsk Væddeløbsbane og i kraft af, at Tuborg er del af en stor koncern, får vi med aftalen endnu en marketingkanal, og den synlighed, vi opnår ad den vej, har stor værdi for os.«
Yderligere information fås hos:
Jydsk Væddeløbsbane, direktør Max Adelsbøll, tlf. 4056 6979
Carlsberg Danmark, kommunikationsdirektør Jens Bekke, tlf. 2261 1412
Relevant information
http://www.carlsbergdanmark.dk