Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/05-11   -   Pressemeddelelse

Husbryggeriet Jacobsen lancerer Velvet Ale

Den 2. maj lancerer Husbryggeriet Jacobsen en ny fast variant under navnet Jacobsen Velvet Ale. Som navnet antyder, er der tale om en overgæret øl med en fløjlsblød fylde og karakter. Ambitionen i udviklingen af Velvet Ale har været at skabe en øl, der aromatisk minder om hvidvin og champagne, men som i forhold til smag og forfriskende karakter står rodfæstet i øllets verden. I dette arbejde har det også været en målsætning, at øllet skulle indeholde et minimum af humle, således at det ikke har nogen bitterhed.

I de seneste årtier har vinen vundet stadig større indpas i den brede danske befolkning. Vin har gjort sit indtog i hverdagen og er blevet hvermandseje - eller skulle man helle sige; hver kvindes eje. For faktum er, at det især er blandt kvinder, at vinen står stærkt. Der er nok flere årsager til dette, men en af de vigtigste er utvivlsomt øllets naturlige bitterhed, der stammer fra tilsætningen af humle. Og selvom mange øl i realiteten ikke er specielt bitre, så er alene antagelsen om det, nok til at mange kvinder fravælger øl. Det er simpelthen blevet en psykologisk barriere.

Med Jacobsen Velvet Ale vil vi gerne vise, at øl sagtens kan være friskt og indbydende uden at have bitterhed. Dermed håber vi, at øllet vil vinde indpas hos mange af de kvinder og mænd, der normalt helst undgår øl på grund af bitterheden, eller af samme grund kun sjældent nyder det. På Husbryggeriet Jacobsen er vi overbeviste om, at når man først smager øllet og lærer det at kende, vil de fleste fordomme falde til jorden, og Velvet Ale kan således være med til at give øllet mere plads på middagsbordene.

I udviklingen af Jacobsen Velvet Ale har brygmester Morten Ibsen ladet sig kraftigt inspirere af hvidvinens og champagnens aromatiske univers. Vin er som bekendt baseret på druer der, når de modnes, ophober et indhold af druesukker (glukose). Glukose er den simpleste form for sukker og omsættes let af alle typer gær. Faktisk bruges glukose, i form af sirup, flittigt rundt omkring i de danske bryghuse til at give lidt ekstra alkoholstyrke m.m. Men ingen af disse øl dufter som bekendt af vin, og det skyldes meget enkelt, at de ikke gør brug af vingær. En meget stor del af vinens aromatiske univers stamme nemlig fra brugen af vingær, og det er lige præcist den observation, der udgør fundamentet for udviklingen af Velvet Ale.

Umiddelbart skulle man tro, at man uden videre kunne anvende vingær i stedet for traditionel ølgær, når målsætningen er at udvikle en øl med vinens aroma. Men så ligetil er det ikke. Det skyldes at malt er en langt mere kompleks kilde til sukker end druer. Nedbrydningen af kornets stivelsesmolekyler er langtfra fuldstændig. Meget af stivelsen ender som mere komplekse former for sukker f.eks. maltose og maltotritose og disse kan vingæren ikke omsætte. Derfor har brygmester Morten Ibsen haft fokus på, at udvikle en særlig mæskeproces, der nedbryder flere af disse sukre, så vingæren har mere at arbejde med og dermed bedre kan danne vinøse aromaer

I målsætningen om at undgå bitterhed var den oprindelig plan helt at udelade humle i brygningen. Men efter en række testsmagninger blev det vurderet, at resultatet faktisk blev mere fuldkomment, når vi tilsatte en lille smule humle i slutningen af urtkogningen. Valget faldt på den relativt nye australske universalhumlesort Galaxy, der blev fremavlet i Rostrevor Breeding Garden i delstaten Victoria i 1994. Galaxy har en meget unik aromaprofil, der vækker mindelser om citrusfrugter og specifikt passionsfrugt. Disse aromaer fandt smagspanelet, faldt vidunderligt godt sammen med det let syrlige vinøse karakter. Det skal dog understreges, at der er brugt meget små mængder, så bitterheden i Velvet Ale er på et niveau der svarer til ca. 1/5-del af hvad det er i en normal pilsner.

Jacobsen Velvet Ale er en klar gylden øl med et prægtigt perlende skum. Duften bærer noter af citrusagtig syrlighed, passionsfrugt og en tydelig vinøs karakter. Smagen er indledningsvis let sødlig med en anelse syre, men næsten uden bitterhed. Fylden er rund, mild og blød. Eftersmagen er kort og frisk.

Relevant information

http://www.jacobsenbryg.dk


Pressekontakt


Firma

Carlsberg Danmark A/S
Vesterfælledvej 100
1799 København V, Danmark

  33 27 14 13

http://www.carlsbergdanmark.dk

Modtag nyheder fra Carlsberg Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater