Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
10/02-11   -   Pressemeddelelse

Bud efter energirigtige håndværkere i 2011

Center for Energibesparelser stiller skarpt på energibesparelser i bygninger i den største kampagne om energibesparelser nogensinde. Kampagnen løber til udgangen af 2011 og skal gøre det nemt for danskerne at vælge de energieffektive løsninger. Det vil skabe en større efterspørgsel. Læs, hvordan du som håndværker kan udnytte kampagnen.

Hvis du som håndværker vil have flere kunder, begynder du allerede nu at gøre dig klar til at sælge energieffektive renoveringer i 2011.

I år gennemfører Center for Energibesparelser (CFE) nemlig den hidtil største kampagne om energibesparelser. Den handler om energibesparelser i bygninger, og det kan håndværkerne udnytte.

"Når vores kampagne kører fra marts og fremad, opfordrer vi håndværkere til at være parate med gode tilbud om energirenoveringer. For kampagnen vil uden tvivl øge efterspørgselen hos både almindelige boligejere og store bygningsejere. Det kan håndværkerne udnytte til at få gang i butikken," siger Anders Hjorth Jensen, projektleder i CFE.

Markant kampagne giver genlyd
Kampagnen går direkte efter både private husejere og ejere af store bygninger i både den offentlige sektor og erhvervslivet. Den skal understøtte kravene i det nye bygningsreglement, BR10, og de forslag til energieffektiviseringer, der identificeres ved energimærkningen af bygninger.

Derudover bakker kampagnen også op om eftersynsordningerne for kedel- og varmeanlæg samt ventilations- og klimaanlæg.

Budgettet er på 36 millioner kroner - svarende til reklamebudgettet i for eksempel IKEA og Netto - og kampagnen vil gennem blandt andet tv nå ud til omkring 98 procent af danskerne mellem 20 og 60 år.

Vinduer, varmeanlæg og isolering
Kampagnen tilgodeser forskellige fagfolk hen over året. I maj er der fokus på vinduer og ruder, mens tekniske installationer kører i august-september og efterisolering i oktober-november.

"Virksomhederne kan være på forkant ved at tilrettelægge deres egen markedsføring, så den lægger sig op ad kampagnen. Som håndværker kan man planlægge tilbud på produkter, ombygning og rådgivning, så timingen passer med kampagnens," siger Anders Hjorth Jensen og understreger:

"Håndværkere er meget vigtige. De har den direkte kontakt til forbrugerne, og vores klare mål er derfor, at kampagnen skal gøde jorden for håndværksvirksomhederne."

Ekstra hjælp til håndværkere
Ud over at skabe øget efterspørgsel på energieffektive løsninger, gør CFE det nemt for håndværkerne at få noget ud af kampagnen. I hele kampagnen henviser CFE til Videncenter for energibesparelser i bygningers energiløsninger, der er en række standardløsninger, der hjælper håndværkerne med at gennemføre energirenoveringer.

Derudover har CFE udviklet Håndværkerlisten, der markedsfører energirigtige håndværkere til boligejere. Det sker på CFE's hjemmeside www.goenergi.dk med 100.000 besøgende om måneden. Et af kravene for at være med er, at mindst én i firmaet er uddannet energivejleder.

Endelig har CFE udviklet en pjece om BR10, som håndværkerne kan have med til forbrugerne. Pjecen gør det nemmere for håndværkere at forklare forbrugerne om de nye krav og om, at forbrugerne i mange tilfælde skal energiforbedre, når de renoverer boligen.

Pjecen udkommer i løbet af februar og kan både downloades og fås gratis hos mange brancheforeninger.

Allerede nu er CFE i fuld gang med det forberedende arbejde, der omfatter møder med brancheorganisationer, producenter og detailhandel.

Relevant information

http://www.sparenergi.dk


Pressekontakt


Firma

Center for Energibesparelser
Danneskiold-Samsøes Alle 55
1434 København K, Danmark

  41 18 84 29

http://www.goenergi.dk

Modtag nyheder fra Center for Energibesparelser på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater