Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/03-11   -   Pressemeddelelse

Her er din boligs nye bedste ven

Den nye, brugervenlige netplatform Boligtjek gør det nemt at få et overblik over, hvordan du kan barbere energiudgifterne. Boligtjek giver dig gode råd om dit samlede energiforbrug i hjemmet med udgangspunkt i netop din bolig.

Det kolde vejr giver danskerne kæmpe ekstraudgifter på varmeregningen. Men det kan blive anderledes næste år.

Fra i dag, den 1. marts, gør den nye netplatform Boligtjek det nemmere at energiforbedre din bolig, uden at det går ud over komforten. Tværtimod får du et mere behageligt indeklima, hvor du for eksempel kan undgå fugt og træk, hvis du følger anbefalingerne. Du får også konkret viden om tilskudsordninger, regler og lovgivning på området.

Personlige anbefalinger
Boligtjek giver målrettede anbefalinger ud fra den enkelte bolig, fortæller kommunikationschef Christian Lüders fra Go' Energi, der står bag Boligtjek.

"Beregneren tager udgangspunkt i BBR-registret og data om det faktiske varmeforbrug, som du selv indtaster. På den måde får du som bruger et individualiseret skøn over, hvad du kan spare," siger Christian Lüders.

Hvis du ikke kender dit faktiske varmeforbrug nøjagtigt, har du mulighed for at vælge mellem et højt, mellem og lavt forbrug for boliger som din.

Uvildig og brugervenlig
Boligtjek er udviklet af den offentlige organisation Go' Energi og indeholder den første energiberegner, der giver uafhængigeråd om det samlede energiforbrug i hjemmet . Og så er den samtidig nem at bruge.

"Du kan få en screening af din bolig og en liste med anbefalinger i løbet af et par minutter. Hvis du kender din bolig og dit energiforbrug, kan du forfine beregningerne og få endnu mere præcise råd," siger Christian Lüders, der har arbejdet med at udvikle Boligtjek siden i sommer.

Dit hus i 3D
Du bruger Boligtjek ved at gå ind på GoEnergi.dk og taste din adresse og dit varmeforbrug ind. Så får du en skitse af dit hus i 3D, der viser, hvor meget du kan regne med at spare og forslag til, hvordan du gør det.
Boligtjek har anbefalinger både til, hvordan du kan slippe billigere ved at ændre vaner uden at investere noget, og til, hvordan du kan energiforbedre din bolig med for eksempel nye vinduer eller ekstra isolering.

Find den rigtige håndværker
Når du klikker ind på en boligforbedring, får du også adgang til energiuddannede håndværkere, der kan udføre arbejdet. Boligtjek er nemlig tænkt sammen med en anden helt ny service, Håndværkerlisten, hvor Go' Energi viser vej til håndværkere, der kan udføre energieffektive løsninger.

"Vores hovedambition er at gøre det nemt for danskerne at komme i gang. Boligtjek kommer med målrettede anbefalinger til lige præcis dit hjem, og med Håndværkerlisten finder du let håndværkere, der kan udføre arbejdet, baseret på energiløsningerne," siger Christian Lüders.

Kroner, kWh og CO2
Alle besparelser vises på siden som et interval i både kroner, kWh og CO2. Jo mere du fodrer Boligtjek med data om din bolig, jo snævrere bliver intervallerne. På den måde får alle brugere anbefalinger, og de ambitiøse kan se deres besparelsesmuligheder mere præcist.

Boligtjek er opdelt i de to hovedområder Varme og Apparater. Bor du i hus, kommer du i første omgang ind på varmeområdet med forslag, der kan sænke varmeregningen. Bor du i lejlighed, bliver du sendt ind på Apparater, der giver anbefalinger til mindre eludgifter.

Du kan dog gå ind på både Varme og Apparater, ligemeget hvor du bor. Dermed kan alle få noget ud af Boligtjek. Find Boligtjek og en vifte af andre nye tilbud på GoEnergi.dk.

FAKTA - BOLIGTJEK:
- er en netplatform udviklet af den offentlige, uafhængige organisation Go' Energi. Boligtjeks energiberegner sikrer, at at alle forbrugere kan få rådgivning baseret på offentlige standarder uafhængigt af kommercielle interesser.
- giver målrettede anbefalinger til energiforbedringer hos boligejere og lejere, hvilket er et af de primære arbejdsområder for Go' Energi.
- viser med Håndværkerlisten vej til håndværkere, der kan udføre energiløsninger. Energiløsninger er energirigtige boligforbedringer, der lever op til bygningsreglementet. Når du vil i gang med en bestemt boligforbedring, kan du se en liste over håndværkere, der kan udføre den relevante energiløsning.
- findes på GoEnergi.dk og er en videreudvikling af Elsparefondens Klub 1000 og Min E-Bolig samt Besparelsesberegneren fra Videncenter for energibesparelser i bygninger. De tre værktøjer er udviklet for offentlige midler og er nu samlet i en ny, brugervenlig platform med flere muligheder.
- viser energibesparelser i kroner, kWh og kg CO2.
- viser tilbagebetalingstid og årlige omkostninger ved investering inkl. låneomkostninger.
- er et af en række nye tilbud fra Go' Energi. GoEnergi.dk viser vej til lavere energiudgifter og bedre komfort med gode råd og værktøjer til husholdninger, det offentlige og erhvervslivet.

FAKTA - BOLIGTJEKS BEREGNINGER:
Alle beregninger og priser er vejledende og bygger på:
- statistisk materiale (f.eks. om gennemsnitlig indetemperatur, naturlig ventilation og internt varmetilskud fra personer og apparater).
- oplysninger fra offentlige databaser som OIS og KMS (for eksempel om bygningens beliggenhed, orientering, areal og opførelsesår).
- data, som brugeren selv indtaster (for eksempel om varmeforbrug og antal personer i husstanden).
Beregningerne foregår i beregningsprogrammet Be10, der er udviklet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi).
Prisen for forbedringerne kommer fra prisdatabasen V&S Prisdata. Priserne giver dig en idé om, hvor meget det koster at udføre forbedringerne, og ligesom besparelserne vises priserne i intervaller. Du kan blandt andet få overblik over:
- energibesparelse i kWh og kroner for 1. år
- samlet omkostning
- tilbagebetalingstid i år, hvor der er taget hensyn til årlig rente (inflation, lånerente, mistet bankrente, hvis du selv har pengene, mv.) og energiprisstigninger (dynamisk tilbagebetalingstid).
- ved lån: afbetaling på lån efter skat 1. år og nettoomkostning (afbetaling på lån minus energibesparelse) 1. år
Vi har valgt realistiske standardværdier for realkreditlån ud fra oplysninger fra blandt andet Energistyrelsen og MyBanker.dk. Du kan selv ændre standardværdierne, så de passer til din situation.
For at få en helt præcis beregning af din boligs potentielle varmebesparelser bør du henvende dig til en person med energifaglig indsigt, for eksempel en energirådgiver.

Relevant information

http://www.sparenergi.dk


Pressekontakt


Firma

Center for Energibesparelser
Danneskiold-Samsøes Alle 55
1434 København K, Danmark

  41 18 84 29

http://www.goenergi.dk

Modtag nyheder fra Center for Energibesparelser på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater