Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
23/05-11   -   Pressemeddelelse

Nye krav i bygningsreglementet: Sådan slipper du for bøder og erstatningskrav

Du risikerer at blive holdt ansvarlig for arbejde, der ikke lever op til bygningsreglementet. Læs, hvordan du slipper for bøder og erstatningskrav.

Fejl og halve løsninger kan koste dig dyrt som håndværker eller installatør. Du kan nemlig blive stillet til ansvar, hvis dit arbejde ikke lever op til bygningsreglementets krav.

Det er derfor en stor fordel at følge kravene. Sådan lyder budskabet fra brancheforeninger i byggeriet og fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, der udgiver bygningsreglementet.

"I værste fald kan en håndværker ende med at skulle betale for at lave arbejdet helt om, for at det opfylder kravene. Hvis du som håndværker vil undgå risikoen for bøder eller erstatningsansvar, er det vigtigt at leve op til bygningsreglementets krav," siger Marie Louise Hansen, chefkonsulent i Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Sådan gør du
Siden nytår har bygningsreglementet stillet energikrav ved udskiftning og renovering af enkeltkomponenter i eksisterende bygninger - for eksempel vinduer, tag og varmeanlæg.

Du kan selv læse kravene på www.bygningsreglementet.dk. Men da det kan være langhåret læsning, er der ofte en nemmere måde. Det fortæller Vagn Holk, der leder Videncenter for energibesparelser i bygninger.

"Der findes guider til 35 energiløsninger om alle de væsentlige boligforbedringer på hjemmesiden www.byggeriogenergi.dk. Når du følger en energiløsning, gør du det automatisk et hak bedre en bygningsreglementet. På den måde får kunden en fremtidssikret løsning," siger Vagn Holk.

Ud over krav ved renovering og udskiftning skal energiforbrug til varme og ventilation i nybyggeri reduceres med 25 procent i forhold til kravene i de gamle regler.

Sådan håndterer du kunden
Strammere krav til byggeriet kan betyde højere priser på både komponenter og udførelse. Nogle håndværkere oplever, at boligejere stiller sig uforstående over for priserne. Her gælder det om at vise kunden grunden til den højere pris.

"En ny folder viser boligejere, at det skal gøres energirigtigt, når de renoverer. Folderen fortæller, at det er både lovpligtigt og sund fornuft rent økonomisk. Det gør det nemmere for kunden at forstå, hvorfor efterisolering skal med i dit tilbud, eller hvorfor de nye vinduer skal være energimærkede. Vi skulle helst undgå mistanken om, at håndværkeren bare gør det for at tjene flere penge," siger projektleder Jesper Ditlefsen fra Go' Energi.

Folderen er sendt ud i 110.000 eksemplarer til byggemarkeder, producenter og brancheforeninger. Folderen kan også downloades på GoEnergi.dk

Nyt mærke til vinduer gør det nemt
Når det kommer til nye vinduer, er der helt specifikke krav i bygningsreglementet. Den nemmeste måde at leve op til kravene på, når du skal vælge en model, er at finde vinduer med det nye energimærke på www.energivinduer.dk.

"Det nye energimærke til vinduer har en skala, som det kendes for eksempel fra køleskabe. A er bedst, og F dårligst. Det gør det nemt at finde energieffektive vinduer. Vi anbefaler energimærke A for en fremtidssikret løsning. Mindstekravet i bygningsreglementet svarer til energimærke C ," siger Jesper Ditlefsen.

> Find energimærkede vinduer på www.energivinduer.dk
> Hent folder om bygningsreglementet på www.GoEnergi.dk
> Find energiløsninger på www.byggeriogenergi.dk

Fakta - energimærkede vinduer og bygningsreglementet
Der er i år blevet indført en energimærkningsordning for vinduer efter en bogstavskala, hvor A er bedst, og F er dårligst. Energimærkede vinduer findes på www.energivinduer.dk.

Go' Energi anbefaler A-mærkede vinduer, der er holdbare og passer til arkitekturen. Anbefalingen om A-mærket gælder dog ikke for bygninger med kølebehov.

Energimærket tildeles efter vinduets energitilskud. Hvis der slipper mere varme ud ad vinduet i fyringssæsonen, end der kommer ind, er energitilskuddet negativt. Det er det for de fleste vinduer, men for A-mærkede vinduer kan det være positivt.

Vindueskrav i bygningsreglementet

Minimumskrav år : Forventet krav fra 2020
Energitilskud (Eref) : > 0 kWh pr. kvadratmeter pr. år
Energimærke : A

Minimumskrav år : Forventet krav fra 2015 :
Energitilskud (Eref) : > -17 kWh pr. kvadratmeter pr. år
Energimærke : B

Minimumskrav år : Minimumskrav i dag :
Energitilskud (Eref) : > -33 kWh pr. kvadratmeter pr. år
Energimærke : C

Yderligere oplysninger:
Jesper Ditlefsen, projektleder i Go' Energi, tlf: 41 57 63 29, e-mail: jdi@goenergi.dk

Om Go' Energi
Go' Energi er en uafhængig organisation med bestyrelse udpeget af klima- og energiministeren. Formålet med Go' Energi er at fremme energieffektiviseringer i husholdninger, det offentlige og erhvervslivet inden for alle former for energiforbrug - undtagen transport. Virkemidlerne er kampagner og formidling af viden i et konstruktivt samarbejde med markedets aktører. Go' Energi bygger videre på Elsparefondens arbejde.

Relevant information

http://www.goenergi.dk


Pressekontakt


Firma

Center for Energibesparelser
Danneskiold-Samsøes Alle 55
1434 København K, Danmark

  41 18 84 29

http://www.goenergi.dk

Modtag nyheder fra Center for Energibesparelser på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater