23/09-11
-
Pressemeddelelse
Hvem skal vinde FDB's socialøkonomiske årspris 2011?
FDBs Socialøkonomiske årspris uddeles for tredje gang i januar 2012. I perioden 15. september til 23. oktober er der åbent for at indstille kandidater til prisen. Alle kan indstille kandidater, uanset om man selv driver socialøkonomisk virksomhed eller kender en socialøkonomisk virksomhed, der fortjener prisen. Vinderen belønnes med 100.000 kr., der uddeles på en konference januar 2012.
Center for Socialøkonomi tog i foråret 2009 med FDB som hovedsponsor initiativ til Danmarks første pris til sociale iværksættere og virksomheder: FDB's socialøkonomiske årspris. Prisen på 100.000 kr. gik i 2009 til Baisikeli og i 2010 til Allehånde. Begge år blev der sat generelt spot på de gode rollemodeller inden for det socialøkonomiske iværksætterfelt og de samfundsmæssige gevinster, der er ved denne virksomhedsform.
Krisen har kradset de senere år hos mange virksomheder, men erfaringerne fra Centerets iværksætterrådgivning viser, at lysten til at gøre en forskel stadig lever i bedste velgående. Hver uge kommer nye iværksættere ind af døren for at få rådgivning. Samtidig har denne virksomhedsform stor bevågenhed blandt politikere på tværs af partiskel. De kan se, at den bidrager til at løse en række af udfordringerne i velfærdssamfundet anno 2011. Det har resulteret i, at regeringen i december 2010 lancerede Civilsamfundsstrategien, hvor den første officielle danske definition på en socialøkonomisk virksomhed kom.
Kriterier for FDB's socialøkonomiske årspris
1.Virksomheden skal opfylde kriterierne for at være en socialøkonomisk virksomhed:
Den skal arbejde efter et socialt, sundhedsmæssigt eller miljømæssigt formål, sælge produkter på markedsvilkår, reinvestere overskuddet i formålet, være organisatorisk uafhængig af det offentlige og have et CVR-nummer.
2.Virksomheden skal have vist sin relevans
Virksomheden skal i sin levetid have demonstreret, at man kan drive en økonomisk bæredygtig virksomhed, der leverer ydelser, der er med til at udvikle og bevare velfærdssamfundet.
3.Virksomheden skal have en udviklingsplan
Virksomheden skal have en plan for, hvor den vil bevæge sig hen. Det kan f.eks. være i forhold til vækst, innovation (nye produkter/ydelser, organisationsformer eller anvendelse af teknologi), anvendelse af overskuddet, partnerskaber, eller hvordan der arbejdes sammen med målgruppen.
"Nu er det tredje gang, vi sponsorer den socialøkonomiske årspris, og det er stadig en fornøjelse at høre om de mange ildsjæle og initiativer rundt omkring i landet Det, at finde sidste års vinder, var en utroligt inspirerende og lærerig proces, og siden da er feltet kun blevet endnu større og mere inspirerende", siger Thomas Bagge Olesen, adm. direktør i FDB, og fortsætter, "Socialøkonomiske virksomheder er en blandt flere løsninger på de velfærdsudfordringer, vi står i. Derfor er vi glade for endnu en gang at være med til at sætte dem på dagsordenen."
Fra Bjarne Petersen, bestyrelsesformand i Center for Socialøkonomi, lyder det: " De socialøkonomiske virksomheder taler sig ind i en tidsånd, hvor det, at man arbejder efter et samfundsgavnligt formål og geninvesterer fortjenesten i dette, giver god genklang. Og vi ser, at de socialøkonomiske virksomheder som velfærdssamfundets udviklingsafdelinger kan noget helt særligt i opgaveløsningen gennem deres fokus på partnerskaber på tværs af sektorer og deres evne til at tænke innovativt og inddrage brugerne i de løsninger, man finder".
Man kan indstille kandidater på www.fdbsocialokonomiskpris.dk
Dommerkomité: Mads Øvlisen, Rådet for Samfundsansvar, Bolette Christensen, DI, Vibe Klarup Voetmann, Dannerhuset, Bjarne Petersen, Fonden Socialøkonomi.dk, Lars Hulgaard, RUC, Susanne Westhausen, Koorperationen, Thomas Bagge Olesen, FDB
Center for Socialøkonomi: En politisk og organisatorisk uafhængig organisation, der arbejder for at styrke den socialøkonomiske iværksætterkultur i Danmark. Tilbyder bl.a. rådgivning, netværk, mentorordninger og udvikling af lokale iværksætterstrategier. www.socialokonomi.dk
FDB ejer Coop, Danmarks største dagligvarevirksomhed. FDB igangsætter og støtter aktiviteter, der fremmer bæredygtighed og ansvarligt forbrug - globalt, nationalt og i din lokale butik. FDB har 1,6 mio. medlemmer. www.fdb.dk
Info:
Bestyrelsesformand Bjarne Petersen, Center for Socialøkonomi tlf. 26 23 61 21, bp(at)socialokonomi.dk
Adm. direktør Thomas Bagge Olesen, FDB, tlf. 30 91 92 12, tbo(at)fdb.dk
Relevant information
http://www.fdbsocialokonomiskpris.dk/