02/02-12
-
Pressemeddelelse
Nordjysk hotel vinder FDB's Socialøkonomiske Årspris
Skovsgård Hotel i Nordjylland skaber arbejdspladser til mennesker, der ellers er uden for det normale arbejdsmarked. Det gør Skovsgård Hotel så godt, at de 31. januar 2012 har fået overrakt FDB's Socialøkonomiske Årspris 2011.
For tredje år i træk uddeler FDB og Center for Socialøkonomi FDB's Socialøkonomiske Årspris, der er på 100.000 kroner. Prisen uddeles til en forbilledlig socialøkonomisk virksomhed. Dommerkomitéen har enstemmigt peget på Skovsgård Hotel blandt fem nominerede.
Skovsgård Hotel er ejet af 275 lokale andelshavere og driver hotel og restaurant. Samtidig er stedet arbejdsplads for en række ansatte i beskyttet beskæftigelse og samlingssted for lokalområdet.
"Skovsgård Hotel er en meningsfuld arbejdsplads for en gruppe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og skaber samtidig liv i lokalsamfundet. Det er et forbilledligt eksempel på, hvad der sker, når mennesker i et lokalområde går sammen om at gøre noget bedre," siger adm. direktør i FDB Thomas Bagge Olsen om motivationen for prisen.
Formålet med FDB's Socialøkonomiske Årspris er at fremhæve rollemodeller inden for det socialøkonomiske felt til inspiration for andre - og for sætte spot på de mange gevinster, der er ved at tænke virksomhed og samfundsværdi sammen.
"Vi er stolte af at kunne give prisen til en nordjysk virksomhed. Det er med til at understrege, at det at drive socialøkonomisk virksomhed ikke er et hovedstadsfænomen," siger Bjarne Petersen, der er formand for Fonden Socialøkonomi.dk.
På Skovsgård Hotel ser man prisen som et stort skulderklap.
"Vi giver mennesker, der ellers ville være udenfor arbejdsmarkedet, mulighed for at have et meningsfuldt arbejde. Samtidig er hotellet et samlingssted, der holder liv i et ellers hensygnende lokalsamfund. Vi mener, at vores koncept har vækstpotentiale og med fordel kunne udbredes til resten af landet. Og det er prisen med til at understrege," siger Ruth Højlund og fortæller, at de 100.000 kroner bliver omsat til noget, som gavner hele lokalsamfundet omkring Skovsgård Hotel.
For yderligere information
Adm. direktør Thomas Bagge Olesen, FDB, tlf.: 30 91 92 12
Bestyrelsesformand Bjarne Petersen, Fonden Socialøkonomi.dk, tlf.: 26 23 61 21
Leder Ruth Højlund, Skovsgård Hotel, tlf.: 98 23 04
Fakta om Skovsgård Hotel
- Skovsgård Hotel ligger i landsbyen Skovsgård ved Brovst i Nordjylland. Hotellet har eksisteret som socialøkonomisk virksomhed i sin nuværende form siden 1992.
- Hotellet har i alt 19 ansatte - heraf 12 ansatte i beskyttet beskæftigelse, to i skånejob og en i fleksjob. Derudover er der tilknyttet omkring 20 frivillige.
- Hotellets aktiviteter er tredelte:
At være samlingssted for lokalbefolkningen i Skovsgård
At skabe meningsfuldt arbejde til mennesker, der ikke kan være på det almindelige arbejdsmarked
At drive hotel og restaurant
- Skovsgård Hotel har flere partnerskaber - både med det offentlige, private og andre socialøkonomiske virksomheder - herunder 'Råd og Dåd', der blandt andet driver økologisk gårdbutik og 'Købmandsgården', som er et bo-, arbejds- og fritidstilbud for udviklingshæmmede.
Center for Socialøkonomi er en politisk og organisatorisk uafhængig organisation, der arbejder for at styrke den socialøkonomiske iværksætterkultur i Danmark. Tilbyder bl.a. rådgivning, netværk, mentorordninger, og udvikling af lokale iværksætterstrategier. www.socialokonomi.dk og www.fdbsocialokonomiskpris.dk
FDB er en forening med 1,7 mio. Medlemmer, som arbejder for et mere ansvarligt forbrug indenfor sundhed, klima, miljø og etisk handel. FDB ejer Coop, som er Danmarks største dagligvarevirksomhed. www.fdb.dk
Relevant information
http://fdbsocialokonomiskpris.dk