07/02-12
-
Pressemeddelelse
3.000.000 kr. for en strømpe
Tre millioner kroner er på vej fra Bruxelles til Midtjylland for at støtte et projekt om udviklingen af en helt særlig slags strømpe, hvor blandt andet Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet er involveret. Pengene, skaffet af CDEU, skal støtte et sundhedsprojekt, der også skal transformere offentlige udgifter til regional vækst.
Projektet handler om noget så simpelt som en strømpe. Ikke en hvilken som helst strømpe, men en såkaldt eStocking - en intelligent kompressionsstrømpe til ældre, der via en enkelt knap kan regulere trykket efter behov.
"Ældre bruger utroligt meget tid på støttestrømper, der kan være meget svære at få på og tage af. Det kræver meget af sundhedsassistenternes tid, er kostbar for kommunerne og kan være intimiderende for de ældre," siger Claus Carstensen fra virksomheden Handy Wear i Ikast, en af de involverede i projektet.
I spidsen for projektet står Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og Handy Wear, der med de 3 millioner skal bruge de kommende 2-3 år på at udvikle verdens første intelligente kompressionsstrømpe.
"eStocking projektet er helt unikt. Der findes lige nu ikke noget lignende på verdensplan, og med en generelt stigende befolkning af ældre på verdensplan ser vi et kæmpestort potentiale. Der bliver dagligt brugt utroligt mange timer på de traditionelle støttestrømper rundt omkring på plejehjem og i hjemmeplejen - timer der kunne bruges på en række andre opgaver," siger Claus Carstensen fra Handy Wear.
Pengene til projektet er kanaliseret via Midtjyllands EU-kontor, CDEU, gennem initiativet iFacilitator.
"Vores opgave i CDEU er blandt andet at finde projekter der kan få midler fra EU, og som i sidste ende kan være med til at skabe vækst i regionen. Via iFacilitator finder vi frem til projekter i midtjyske virksomheder, som der kan søges EU-midler til, og hjælper virksomheden igennem processen. Et projekt som eStocking er et fremragende eksempel på hvordan det kan lade sig gøre," siger Lars Holte Nielsen, direktør for CDEU.
eStocking projektet består af Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Tampere University of Technology (FI), University Hospital Basel (CH) og virksomhederne Tisturion (DK), Handy Wear (DK), SmartLIfeINC Limited (UK), Sidoste OY(F), Silvergreen Oy Ltd.(F) og brugerorganisationerne CURAVIVA(CH) og The Lindsay Leg Club Foundation(UK). Partnerne skal nu bruge de næste tre år på at udvikle og teste strømpen.
For yderligere informationer kontakt venligst:
Lars Holte Nielsen, CDEU
Direktør
Email: lhn(at)centraldenmark.eu
Tlf.: +32 2 230 87 32
Mobil.: +32 486 17 69 58
Læs mere om iFacilitator her: www.centraldenmark.eu/media/6801
Finn Overgaard, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet
Ingeniørdocent, Civilingeniør
Email: foh(at)iha.dk
Tlf.: +45 4189 3240
Claus Carstensen, Handy Wear
Direktør
Email: claus(at)handywear.dk
Tlf.: +45 9715 7755
Mobil.: +45 2129 1699
Relevant information
http://www.centraldenmark.eu/