27/12-12
-
Pressemeddelelse
Danmarks største nytårsraket affyres på Refshaleøen!
Som optakt til det nye år, affyrer foreningen Copenhagen Suborbitals den 30. december kl . 14.00, Danmarks, med garanti, største nytårsraket. Affyringen er en test af verdens største amatørbyggede raketmotor TM-65, med tilnavnet "Tordenskjold".
Copenhagen Suborbitals, eller CS, er en gruppe af danske raketentusiaster, anført af Kristian Von Bengtson og Peter Madsen, der blandt andet er kendt for at stå bag verdens største amatørbyggede ubåd "Nautilus".
Foreningens mål er simpelt: At bygge en raket, der kan sende en mand ud i rummet, og bringe ham sikkert tilbage igen!
CS har to gange tidligere testet TM-65 motoren, med stor succes og den er løbende blevet optimeret. Med denne sidste test i 2012, forventer Peter Madsen, at se motorens fulde potentiale:
" Tordenskjold har været i pitstop siden sidste test og er blevet modificeret. I den nye konfiguration forventer vi et højere kammertryk, en væsentligt højere termisk belastning og vi forventer at den yder sit maksimale. Jeg opfordrer alle til at komme og opleve den, for det bliver vildt!"- siger Peter Madsen.
Motoren er med garanti den største raket, der kan opleves dette nytår. Den forbrænder over 500 liter brændstof på 30 sekunder og yder ikke mindre en 200.000 hestekræfte.
CS garanterer en fantastisk oplevelse for synet, hørelsen og ikke mindst mellemgulvet, når den store raketmotor Tordenskjold slipper sine kræfter løs.
Arrangementet er åbent for alle interesserede. Mere information kan findes på www.raketvenner.dk.
Billetter til arrangementet kan købes på billetto.dk/raketmotortest
For opklarende spørgsmål kontakt Formanden for støtteforeningen Copenhagen Suborbitals Support - Jørgen Jakobsen på tlf. 21484656
Ved fremmøde til arrangementet kontakt Max Tobiasen på tlf. 31 60 93 40 for presse akkreditering.
Relevant information
http://www.raketvenner.dk