01/11-18
-
Pressemeddelelse
Trends for byggebranchen Q3 2018: De private bygherrer sætter ny rekord
Byggeriet fortsætter væksten og det går stærkt med etableringen af byggepladser i Danmark. Særligt de private bygherrer har haft travlt i 3. kvartal.
Byggeriet har udviklet sig mere positivt end forventet i 3. kvartal, det viser helt nye tal fra Byggefakta A/S. Ifølge den nye prognose forventes det nu, at der bliver igangsat byggeprojekter for 100 mia. kr. i Danmark i 2018. Det svarer til en fremgang på hele 26 pct. i forhold til niveauet i 2017. I reelle tal er der tale om byggeprojekter for 20,5 mia. kr. mere end i 2017.
”Det går bare stærkt i byggebranchen i disse år. Der etableres byggepladser i et stadigt stigende tempo. Men branchen følger godt med, og byggerierne igangsættes generelt uden større forsinkelser”, fortæller adm. direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
De private bygherrer driver væksten
I 3. kvartal har de private bygherrer endnu engang skruet op for tempoet, og prognosen er opjusteret. Den private sektor forventes nu, at igangsætte byggeprojekter for hele 67,2 mia. kr. i 2018. Projekter med private bygherrer udgør dermed 67 pct. af projektmarkedet i 2018, hvilket er et rekordhøjt niveau. Inden for nybyggeri og renovering igangsætter de private bygherrer alene projekter for 8,5 mia. kr. mere end i 2017.
”På bare 5 år har de private bygherrer mere end fordoblet deres investeringer fra knap 27 mia. kr. i 2013 til hele 67 mia. kr. i 2018. Det er altså en fremgang på 40 mia. kr. på blot 5 år”, fortæller Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
Kommunerne forventes ligeledes til at have høj byggeaktivitet i 2018, med en fremgang på hele 24% i forhold til 2017. Derimod går regionerne og staten væsentligt tilbage i forhold til den seneste prognose, hvilket skyldes flere udsatte projekter.
Boligbyggeriet er fortsat i vækst
Der er fremgang for langt de fleste typer af projekter i 2018. Det er fortsat boligbyggerierne, der fylder mest i prognosen – men også anlægsprojekterne udgør en betydelig del. Det forventes nu, at der bliver igangsat boligprojekter for 36,3 mia. kr. i 2018. Det er en fremgang på knap 5 mia. kr. i forhold til 2017, som primært skyldes øgede investeringer fra den private sektor.
”Der har i den seneste tid været en del udmeldinger om et udfordret marked for projektsalg af boliger. Det har både omhandlet længere liggetider, stagnerende priser og den nye boligbeskatning, der træder i kraft fra 2021. Men det er altså ikke noget, der har påvirket markedet endnu. Og det ser ud til, at fremgangen for boligbyggeriet fortsætter”, uddyber direktøren fra Byggefakta A/S.
De store anlægsprojekter sættes i gang uden forsinkelser
Prognosen for anlægsprojekterne er også betydeligt opjusteret efter 3. kvartal, og hovedgruppen ser nu ud til at vokse med hele 91% i forhold til 2017. Det betyder, at der igangsættes anlægsprojekter for hele 22,6 mia. kr. i 2018. Den markante fremgang for anlægsprojekterne i 2018 kan tilskrives to offentligt finansierede mega-anlægsprojekter, Metro Sydhavnen og Storstrømsbroen, som begge er igangsat uden forsinkelser.
Massivt datagrundlag
Rapporten ”Trends for byggebranchen Q3 2018” er en gratis rapport, som er udgivet af Byggefakta A/S. Rapporten indeholder prognoser for det professionelle byggeri i 2018, efter 3. kvartal er realiseret. Rapportens data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Tallene dækker ikke Hr. og Fru Jensens byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Ved indsamlingen af informationer til rapporten har researchafdelingen hos Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data.
Relevant information
Download "Trends for byggebranchen Q3 2018" her
https://www.byggefakta.dk/trends-for-byggebranchen
Pressekontakt
Mette Linneboe Pedersen
Kommunikations- og marketingchef
36926036
50433042