10/02-22
-
Pressemeddelelse
Byggebranchen er tilbage på sporet med fuldt tryk på byggeriet i 2021
2021 var året, hvor der blev sat ny rekord for byggeriet i Danmark. Boligbyggeriet er tilbage i topform og samtidigt investeres der massivt i energiprojekter i hele landet. Men nye udfordringer er begyndt at vise sig på projektmarkedet i 4. kvartal 2021, hvor flere projekter end forventet er blevet udsat.
Byggeriet har i 2021 igen sat ny rekord, viser helt nye tal fra Byggefakta A/S. Ifølge den nye opgørelse, er der i 2021 blevet igangsat projekter med en samlet sum på 103,5 mia. kr. Til sammenligning blev der igangsat projekter for 91,7 mia. kr. i 2020.
”Selvom mange projekter blev sat på hold i 2020 grundet Covid-19, særligt i Region Hovedstaden, kom der hurtigt fuldt gang i byggeriet igen, og de umiddelbare bekymringer i forbindelse med Covid-19 har lagt sig. Byggeriet er nu tilbage på toppen og sætter endda rekord i 2021”, fortæller adm. direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
Boligbyggeriet er tilbage i topform
Boligbyggeriet har vækstet markant i en årrække, og til og med 2019 blev der hvert år sat ny rekord. Denne udvikling blev dog bremset i 2020 med udsættelser af flere projekter, særligt i Region Hovedstaden, som til dels havde relation til Covid-19. Samlet set faldt boligbyggeriet med 19% fra 2019 til 2020, men her i 2021 har boligprojekterne gjort et betydeligt comeback.
”Boligbyggeriet har igen fuld fart på, og vi ser, at rekorden fra 2019 er blevet overgået med næsten en halv milliard i 2021”, fortæller Thomas Bejer-Andersen og fortsætter:
”Selvom det almene byggeri har vækstet mindre end forventet tidligere i 2021, er dette blevet opvejet af, at det private byggeri har oversteget forventningerne. Det er især øst for Storebælt, at der er gang i boligbyggeriet, hvilket både ses i form af nye private boliger samt renovering af almene boliger”.
Energiprojekter bidrager igen til det høje niveau
Ligesom i 2020, er der i 2021 igen blevet investeret kraftigt i energiprojekter i hele landet. Før 2020 har det i nogle år været begrænset med nye investeringer på energiområdet, men i de to seneste år har særligt investeringer i nye solcelleanlæg, ny infrastruktur for elforsyningen og en ny gasledning fyldt en del. I 2020 og 2021 har investeringer i energiprojekter været med til hhv. at dæmme det samlede fald for projektmarkedet i 2020 og bidrage til det samlede høje niveau i byggebranchen i 2021.
”Vi ser, at den grønne omstilling og et generelt stigende elforbrug har gjort et markant indtryk på energiområdet. I 2021 er 7 af de 10 største igangsatte projekter på området solcelleanlæg. En anden nyere tendens er supplering af fjernvarme med varmepumper, men disse projekter vejer dog ikke så tungt i regnskabet som solcelleanlæg”, fortæller Thomas Bejer-Andersen.
Udfordringer i branchen lurer
Det høje aktivitetsniveau i branchen betyder, at andre aspekter som leveranceproblemer, prisstigninger og kapacitetsudfordringer i forhold til arbejdskraft er blevet tilbagevendende emner gennem 2021. Dette læner sig op ad, at selvom udviklingen for 2021 har været positiv, blev væsentligt flere projekter i fjerde kvartal udsat i forhold til forventningen ved udgangen af tredje kvartal.
”Det er ikke muligt at konkludere noget endeligt ud fra tallene, men det er værd at bemærke, at det almene byggeri udviklede sig væsentligt mindre positivt i 2021 end forventet – og her ser vi, at især prisstigninger bliver nævnt som en stor udfordring. Vi krydser fingre for, at det er en forbigående tendens, og vi følger selvfølgelig udviklingen tæt”, afslutter direktøren fra Byggefakta A/S.
Faktaboks om rapporten
Rapporten ”Trends for byggebranchen 2017-2021” er udgivet af Byggefakta A/S. Byggefakta er Danmarks førende leverandør af information om offentlige og private bygge- og anlægsprojekter til den professionelle byggebranche. Rapporten indeholder statistik for det professionelle projektmarked i årene 2017-2021. Bemærk! Rapportens tal er opgjort uden Femern-Bælt forbindelsen.
Rapportens data omfatter både offentlige og professionelle private byggeprojekter. Data omfatter ny-, til- og ombygninger, ind- og udvendige renoveringer samt anlægsarbejde. Tallene dækker ikke privat personers byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Totalsummen for et byggeprojekt registreres i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes. Ved indsamlingen af informationer til rapporten har researchafdelingen hos Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på mere end 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data. Rapporten kan downloades gratis via www.byggefakta.dk.
Rapporten kan frit citeres med behørig kildeangivelse.
Relevant information
Download "Trends for byggebranchen 2017-2021" her
https://www.byggefakta.dk/download/trends-for-byggebranchen-q4
Pressekontakt
Mette Linneboe Pedersen
Kommunikations- og marketingchef
36926036
50433042
Rasmus Schulian
Senior analytiker
+45 3525 0515