Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/04-12   -   Pressemeddelelse

Kolding og Holstebro får Årets Musikskolepriser

Fire usædvanligt talentfulde saxofonister mellem 14 og 17 år, som har fundet sammen i LETUS Saxofonkvartet, og Holstebro Kommune, som senere på året indvier et byggeri på 680 m2 omfattende orkestersal og faciliteter til rytmisk musik og slagtøj, er kåret som vindere af Dansk Musikskolesammenslutnings Musikskolepriser 2012.

LETUS Saxofonkvartet fra Kolding Musikskole får prisen som Årets Musikskoleensemble som anerkendelse af ensemblets høje musikalske standard, høje ambitionsniveau, ihærdighed, selvstændighed og alsidighed. Resultater, som kvartetten har opnået på relativt kort tid bl.a. via deltagelse i masterclasses og kurser og i samarbejde med komponistklassen på Kolding Musikskole/MGK.

Årets Musikskolekommune 2012 bliver Holstebro Kommune i anerkendelse af, at kommunen gennem 40 år via en benhård satsning på musik og kultur har givet musikskolen mulighed for at udvikle sig, så den i dag fremstår som et unikt musikalsk miljø med optimale rammer for musikalsk dannelse og talentudvikling. En satsning som i august kulminerer med indvielsen af en ny orkestersal; en investering på hen ved 13. mio. kr., der er tilvejebragt via et unikt partnerskab mellem Holstebro Kommune og Færchfonden.

Det er 12. gang, at Dansk Musikskolesammenslutning, DAMUSA, uddeler Årets Musikskolepriser, som foruden æren består af et kunstværk af billedkunstneren Jes Fomsgaard og et diplom til Årets Musikskolekommune og 10.000 kroner og diplom til Årets Musikskoleensemble.
Musikskolernes bestyrelser har i 2012 indstillet mange kvalificerede kandidater til priserne, og det har været inspirerende for DAMUSAs bestyrelse at følge det store arbejde, der foregår rundt om i landets musikskoler. Det er absolut flere priser værdigt, men bestyrelsen mener alligevel med valget af dette års prismodtagere at have fundet frem til to kvalificerede, ambitiøse og nytænkende kandidater.

DAMUSAs formand Per Krogh Hansen overækker priserne søndag den 29. april kl. 14.30 på Plænen i Tivoli i forbindelse med Musikskoledage i Tivoli. Holstebros borgmester H.C. Østerby modtager prisen for Årets Musikskolekommune 2012 og Nørrelandsskolens harmoniorkester kvitterer musikalsk på Holstebro Kommunes vegne. Også LETUS Saxofonkvartet, som består af Jens Storgaard, Jens Brøndum Petersen, Alexander Bjørn Jensen og Jes Rossen Johansen fra Kolding Musikskole kvitterer musikalsk, når de får overrakt prisen som Årets Musikskoleensemble 2012.


Relevant information

http://www.damusa.dk


Pressekontakt


Firma

DAMUSA
C/o Odsherred Musikskole Centervejen 4 A
4550 Asnæs, Danmark

  +45 28 93 19 69

http://www.damusa.dk

Modtag nyheder fra DAMUSA på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire