Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/04-10   -   Pressemeddelelse

Det er fortsat billigt at købe hus i hovedstaden

Huspriserne i hovedstadsområdet er i stigning, men ligger 17 pct. lavere, end da de toppede for ca. tre år siden. Samtidig er renten faldet markant, og derfor er det stadig meget billigere at købe hus i dag.

Priserne på parcelhuse i Region Hovedstaden har nu været i næsten uafbrudt stigning siden januar 2009, hvor den foreløbige prisbund i denne omgang blev ramt.

I den første måned af sidste kalenderår var priserne dykket til lige godt 18.500 kroner pr. kvadratmeter. Et fald på 7.000 kroner svarende til, at husejerne på godt tre år har fået barberet mere end en fjerdedel af værdien i deres bolig.

Nye tal fra Nordea viser, at udviklingen nu er vendt, og at priserne er steget støt siden bunden for 15 måneder siden. Nordeas tal tager udgangspunkt i de parcelhushandler, der er gennemført hos ejendomsmæglerkæden DanBolig.

"Priserne er steget med omkring 14 pct. siden januar i fjor, og dermed er priserne på parcelhuse i hovedstaden stort set tilbage på det niveau, vi så i september 2008, hvor finanskrisen for alvor brød ud", forklarer seniorøkonom hos Nordea Troels Theill Eriksen.

Flere handler hæver priserne

Det betyder, at den gennemsnitlige pris for en kvadratmeter villa i hovedstadsregionen for tiden ligger på omkring 21.000 kroner. Troels Theill Eriksen påpeger imidlertid, at priserne fortsat er omkring 17 pct. lavere, end da de toppede i 2007.

"Priserne er lavere, end vi så i 2007 og 2008. Derudover er renten på et fastforrentet lån også lavere, end vi har set det de seneste 4 år."

Samtidig har antallet af handler været stigende gennem 2009, og det er en udvikling, man har kunnet aflæse i form af stigende salgspriser.

Hos DanBolig anfører direktør Hans-Erik Pedersen, at udviklingen i hovedstadsområdet inden alt for længe ventes at sprede sig til det øvrige Danmark.

"Jeg forventer ikke nogen eksplosiv udvikling, men historisk er det sådan, at det er København og omegn, der er toneangivende på boligmarkedet. Så det vil da undre, hvis ikke udviklingen i hovedstaden stille og roligt breder sig som ringe i vandet ud over det øvrige Danmark", siger Hans-Erik Pedersen.

Prisnedslag er halveret

Prisudviklingen i opadgående retning påvirker naturligvis markedet og ikke mindst sælgerne i positiv retning. Det kommer også til udtryk i prisnedslagene. Der er nemlig en klar tendens til, at sælgerne giver mindre nedslag på udbudsprisen end tidligere set.

"Sammenholder man udbudsprisen med salgsprisen på de parcelhuse, DanBolig har solgt i hovedstaden, kan man se, hvor store prisnedslag, der reelt har været. Prisnedslagene var i gennemsnit størst, da handlerne var færrest - omkring årsskiftet 2008/2009. I takt med, at handlerne er steget siden da, er de gennemsnitlige nedslag også faldet. Hvor man for 15 måneder siden i gennemsnit fik et nedslag i prisen på omkring 10 pct., er det i dag halveret til omkring fem pct.", siger Troels Theill Eriksen.

Men selv om det altså er sværere at få et kraftigt nedslag i udbudsprisen, som det var muligt tidligere, er salgspriserne fortsat noget lavere end for to-tre år siden. Og den lavere rente gør det også billigere at finansiere boligkøbet.

Relevant information

http://www.danbolig.dk


Pressekontakt


Firma

DanBolig A/S
Nørre Voldgade 21, 2. sal.
1358 - København K , Danmark

  3840 0410
  6120 4581

http://www.danbolig.dk

Modtag nyheder fra DanBolig A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater