04/03-10
-
Pressemeddelelse
Hostingbranchen under kraftig forandring
Moderne virksomheder stiller større krav til deres hostingpartner i dag end for 10 år siden, hvor enhver med tre servere i en kælder kunne kalde sig for webhost.
Derfor bryder Randers-virksomheden DanDomain med branchens tradition for at hyre fra egne rækker og ansætter Jan Berg, fra kommunikationsvirksomheden Datagraf, som ny adm. direktør.
Om årsagen til skiftet fortæller bestyrelsesformand og medstifter Ronnie Bach Nielsen: "Hostingbranchen har været gennem en rivende udvikling siden vi startede DanDomain for 10 år siden."
"Dengang var hele branchen præget af learning-by-doing, og vi havde kun et produkt på hylden, nemlig webhosting. I dag løser vi alle de it-opgaver, som virksomhederne ellers har haft egne servere til. Det betyder, at vi nu beskæftiger mange flere typer medarbejdere, der servicerer over 75.000 kunder" forklarer Ronnie Bach Nielsen, den ene af de tre stiftere.
"Det siger sig selv, at det er en helt anden ledelsesopgave vi står med nu. Som iværksættere og elektronik-teknisk uddannede vurderer vi, at det er en opgave, som vi skal have hjælp til. Det er her Jan Berg kommer ind i billedet," siger han.
Og hvad er det så Jan Berg kan tilføre hostingbranchen?
Selv siger han: "Hostingbranchen er blevet voksen. Det betyder, at når man som DanDomain ligger i spidsen af feltet, så er det ikke længere nok at have de mest driftsikre løsninger og en pletfri kundeservice. Kunderne går som minimum ud fra, at det er i orden. Det er ikke noget, der giver ekstra point i profileringen."
Hvor de ekstra point skal komme fra, mener Jan Berg det er for tidligt at give et konkret svar på, men han ser det som sin opgave at finde ud af det: "For 10 år siden var internettet kun en ting, nemlig hjemmesider. Det har præget hostingbranchens tilgang til markedet. Man udvikler et produkt, lægger det på hylden, og så kan kunderne ellers købe det eller lade være," forklarer han.
"I dag betyder båndbredden, at internettet er en jungle af muligheder. Men det betyder ikke, at alle muligheder er lige gode, hverken for os eller kunderne. Derfor skal vi udvikle os i en meget tættere dialog med vores kunder, for fortsat at kunne levere de rigtige løsninger til de udfordringer vores kunders virksomheder står overfor. På den måde ønsker DanDomain at hæve niveauet for hostingbranchen i Danmark," slutter Jan Berg.
Fakta:
DanDomain blev stiftet i 2000 af Jesper Aggerholm, Ken Boye og Ronnie Bach Nielsen, der fortsat indgår i den daglige drift.
DanDomain ligger i Randers og har 30 ansatte og ca. 75.000 kunder, fortrinsvis små og mellemstore virksomheder.
Jan Berg er 45 år og kommer fra en stilling som Executive Consultant hos Datagraf A/S. Han har desuden en MBA fra Henley University of Reading.
For yderligere information:
Adm. direktør Jan Berg
Tlf: 88 82 04 17
Bestyrelsesformand og partner Ronnie Bach Nielsen
Tlf: 89 11 34 02
Relevant information
http://www.dandomain.dk