27/04-10
-
Pressemeddelelse
Danfoss outsourcerkantinedrifti Nordborg
Danfoss fortsætter sin fokusering på styrker og kernekompetencer. Det betyder, at koncernen har valgt den franske serviceleverandør Sodexo til at overtage driften af tre kantiner og kiosker samt selskabets gæsterestaurant i koncernens hovedsæde i Nordborg.
Sodexo blev valgt efter en udbudsrunde, hvor det afgørende blev Sodexo's kvalitet, fleksibilitet, pris og, ikke mindst, at Sodexo har kantinedrift som en af sine kernekompetencer. Overdragelsen er aftalt til den 1. juni 2010.
"Vi har et klart mål om, at vi vil finde eksterne partnere til områder, der ikke ligger inden for Danfoss' kernekompetence. Vi vil på den måde koncentrere os om at drive de aktiviteter, hvor vores kompetencer tilfører værdi. Kantinedrift er naturligvis noget, Danfoss benytter sig af, men det er ikke oplagt, at vi selv skal drive kantiner," siger Gerhard Bertelsen, Vice President, Danfoss Global Services.
Overdragelsen til Sodexo sker efter reglerne om virksomhedsoverdragelse, hvor de 28 nuværende ansatte i Danfoss Global Services vil arbejde i mindst et år på de eksisterende betingelser. Derefter vil de formentlig overgå til den overenskomst, det franskejede selskab har i Danmark.
"Vi har ingen forventning om, at medarbejdernes forhold ændres radikalt med denne aftale, og det har da også været en vigtig forudsætning for, at vi er klar til at overlade opgaven til andre. Det handler ikke om at reducere arbejdspladser, men om at finde en partner, der har kantinedrift som kernekompetence," siger Gerhard Bertelsen.
Sodexo blev etableret som serviceleverandør i 1966 med henblik på netop at udbyde kantinedrift. Selskabet beskæftiger nu godt 380.000 mennesker på verdensplan, heraf arbejdet cirka 400 i Danmark. I 2009 havde den familieejede virksomhed en omsætning lidt mere end 108 milliarder kroner.
Yderligere information:
Danfoss, Vice President Gerhard Bertelsen: 51 51 00 50
Sodexo, adm. direktør Michael Wulff: 61 20 83 58
Relevant information
http://www.danfoss.com