24/01-11
-
Pressemeddelelse
DuPont offentliggør tilbudsdokument for købstilbud til Danisco
Daniscos bestyrelse anbefaler aktionærerne at acceptere DuPonts tilbud I fortsættelse af meddelelsen af 10. januar 2011 om et anbefalet frivilligt offentligt købstilbud fra DuPont og dets helejede datterselskab DuPont Denmark Holding ApS til Danisco, har DuPont i dag offentliggjort sit tilbudsdokument, og Daniscos bestyrelse har offentliggjort en udtalelse om købstilbuddet, hvori bestyrelsen enstemmigt anbefaler, at aktionærerne accepterer tilbuddet.
Hovedpunkter :
· DuPont vil tilbyde 665 kr. kontant pr. aktie i Danisco svarende til en samlet transaktionsværdi på 36,1 mia. kr.
· Købstilbuddet repræsenterer en kursgevinst på 25% i forhold til Daniscos slutkurs den 7. januar
2011, en kursgevinst på 40% i forhold til de sidste tre måneders gennemsnitlige aktiekurs og en kursgevinst på 90% i forhold til aktiekursen den 7. januar 2010.
· Købstilbuddet repræsenterer en multipel på 12,8 x EBITDA baseret på de sidste 12 måneder.
· Transaktionen er et stærkt strategisk match og skaber nye vækstmuligheder for begge selskaber.
Formand for Daniscos bestyrelse Jørgen Tandrup sagde:
"Vi anbefaler aktionærerne at acceptere købstilbuddet fra DuPont. Efter en uopfordret henvendelse sidste år fra en anden part end DuPont om køb af Danisco indledte bestyrelsen en grundig og struktureret salgsproces for at finde den bedst mulige løsning for aktionærerne og selskabet. Salgsprocessen varede flere måneder og involverede en række potentielle, strategiske købere.
I løbet af processen og forhandlingerne med potentielle købere har bestyrelsen lagt vægt på at opnå maksimal værdi for aktionærerne og gennemføre en transaktion med højst mulig sikkerhed. Købstilbuddet fra DuPont opfylder begge disse mål og var det mest attraktive med hensyn til pris. Bestyrelsen mener, at købsprisen er fair og fuldt ud afspejler værdien af Danisco. Aktionærerne får en attraktiv kursgevinst i forhold til den seneste kursrekord for Danisco-aktien og en kursgevinst på 90% i forhold til aktiekursen for et år siden.
De relative fordele ved en fortsættelse af Daniscos nuværende "stand-alone"-strategi indgik i bestyrelsens overvejelser om en anbefaling af købstilbuddet. Bestyrelsen er dog overbevist om, at købstilbuddet fra DuPont er fordelagtigt i forhold til en "stand-alone"-strategi med alle de risici, det involverer. Bestyrelsen støtter således købstilbuddet og anbefaler aktionærerne at acceptere det."
Relevant information
http://www.danisco.com