Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
30/06-11   -   Pressemeddelelse

Danisco offentliggør bæredygtighedsrapport

Daniscos bæredygtighedsrapport "Focus - Ingredients for a Changing World" viser et fald i ressourceforbruget og har fokus på livscyklusvurderinger og markedsorienterede mål.

Til trods for øget aktivitet og produktion har Danisco endnu engang reduceret sin CO2-udledning. Med et fald i CO2-udledningen på 13% og et større forbrug af vedvarende energi på 3,6% har Danisco formået at udnytte ressourcerne bedre i det forgangne år og samtidig fokuseret på innovationsplatformen og produktudbuddet mod en mere bæredygtig fremtid. Dette er blot nogle af konklusionerne i Daniscos bæredygtighedsrapport for 2010/11, "Focus - Ingredients for a Changing World", der blev offentliggjort i dag. Rapporten, der er Daniscos tiende, har fået topkarakteren A+ af Global Reporting Initiative (GRI) og dækker over Daniscos indsats i regnskabsåret maj 2010 til April 2011.

Rapporten forklarer, hvordan Danisco leverer bæredygtige løsninger til markedet ved at anvende naturens egne materialer til at skabe produkter, der reducerer påvirkningen gennem hele værdikæden. Den fokuserer på brugen af livscyklusvurderinger til at prioritere mål for forretningen og til at udnytte produkters bæredygtighedsmæssige fordele inden for kategorierne fødevarer, sundhed, kemikalier og energi.

"I takt med at vores strategier på bæredygtighedsområdet har udviklet sig, har mange af vores større kunder gennemgået samme udvikling, og de forventer i stadig større grad, at vi kan fremvise data om bæredygtighedsmæssige forbedringer på en række miljømæssige områder," siger Daniscos Vice President for Corporate Sustainability, Jeffrey Hogue. "Vores kunder er også vores samarbejdspartnere. Vi arbejder på at forstå deres mål, så vi kan skabe og levere produkter, der ikke bare imødekommer deres specifikke behov for ingredienser, men også hjælper dem med deres bæredygtighedsarbejde."

Efter et rekordgodt år i 2009/10, hvor selskabet reducerede vandforbruget med 26%, energiforbruget med 18% og CO2-udledningen med 20% siden 2007, fortsætter Danisco nu med gradvise ændringer i driftseffektiviteten. Selskabets indsats inden for råvareforsyning og bæredygtige løsninger har medført nye metoder og systematiske forbedringer i hele værdikæden.

I det seneste år har Danisco reduceret sin CO2-udledning med næsten 13%, øget andelen af vedvarende energi med 3,6% og reduceret det overordnede energiforbrug med 0,4% - et gradvist, men vigtigt skridt mod målet om at reducere energiforbruget med 10% i forhold til omsætningen. Vandforbruget faldt med 2% i forhold til omsætningen på baggrund af et øget fokus på risikoen for vandmangel i Daniscos produktion og største råvarekilder. Danisco har også mindsket sine leverandør- og råvarerisici, fremmet bæredygtig palmeforarbejdning samt -indkøb og har igangsat flere tiltag, der skal forankre bæredygtighed i innovation og produktudvikling.

"Jeg er stolt af det, vi har opnået, men anerkender samtidig, at vi langt fra har nået målet," siger Jeffrey Hogue. "Nu da vi i Danisco står for at skulle integreres i DuPont, er jeg mest spændt på muligheden for at samstemme og integrere vores egen fokuserede tilgang til interessenterne og værdikæden med DuPonts førende position på bæredygtighedsområdet."

"De globale udfordringer kræver en holistisk tilgang - og i Danisco fokuserer vi på de rette ting," tilføjer Jeffrey Hogue. "Vores fokus på bæredygtig innovation har været med til at skabe produkter, der nedsætter behovet for nedkøling og dermed sparer energi, koncentrerede kulturer, der mindsker påvirkningen fra transport, patentbeskyttede ingredienser, der er med til at fremme sundhed, og unikke enzymer, der revolutionerer industriel rengøring og reducerer vandforbruget eller baner vejen for en ny generation af biobrændstoffer. Gennem disse og mange andre produkter har vi bevist vores vedvarende engagement i at løse fremtidens udfordringer ved hjælp af innovative, bæredygtige løsninger."

Den 19. maj 2011 offentliggjorde DuPont, at købstilbuddet på Danisco endelig var gennemført. Overtagelsen bekræfter ikke kun DuPonts position som en af verdens førende inden for ernæring, sundhed og industriel bioteknologi, men åbner også op for store muligheder for at drive bæredygtighed gennem den samlede organisation, understøtte banebrydende produktinnovation og levere løsninger til nogle af verdens mest presserende udfordringer. Daniscos bæredygtighedsrapport 2010/11 bliver virksomhedens sidste. Den fremtidige kommunikation af bæredygtighedsindsatsen vil varetages af DuPont.

Relevant information

http://www.danisco.com


Pressekontakt


Firma

Danisco A/S
Langebrogade 1
1001 København K, Danmark

  3266 2926
  2615 2127

http://www.danisco.com

Modtag nyheder fra Danisco A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater