Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/06-11   -   Pressemeddelelse

Hvordan er det at leve med diabetes, far ?

Min 6-årige datter begyndte i skolen og mødte her et barn med diabetes. Hun fik lidt at vide om diabetes i skolen, men kom hjem og spurgte: "Hvad er diabetes, far?". Jeg fortalte hende, hvad jeg og sikkert de fleste voksne ved om diabetes - lidt, og stort set ingenting.

Min datter var især fokuseret på, hvordan det mon er at leve med diabetes - og her kom jeg til kort. Jeg vidste ikke noget om, hvordan det er at leve med diabetes. Jeg snakkede med nogle lærere og pædagoger, Diabetesforeningen samt en sygeplejerske på Børneafdelingen på et sygehus - og ingen, der egentlig havde noget materiale om, hvordan det er at leve med diabetes.

Jeg har arbejdet med spil i mange år, så derfor fik jeg hurtigt idéen til at lave et spil om livet med diabetes - set med et barns øjne.

DER ER MANGE MÅDER AT TAGE MEDANSVAR PÅ
Diabetes er en af de hastigst voksende livsstilssygdomme i Danmark og i store dele af verden. Derfor er det utrolig vigtigt at have fokus på især børnene og deres måde at leve på.

Med spillet: "Livet med diabetes" får barnet en god fornemmelse af, at en fornuftig og sund levevis med god kost, motion er den rigtige vej til et godt helbred - formidlet på en nye og spændende måde.

Jeg ønsker at nå ud til alle børn i samtlige grundskoler, og jeg håber, at rigtig mange vil tage et medansvar for at sikre udgivelsen af "Livet med diabetes".

Derfor har jeg oprettet spillet som et projekt på www.booomerang.dk , og du finder det ved at skrive: "Livet med diabetes" i søgefeltet for projekter.

Her kan du give et bidrag som enkelt-person, men du kan også fortælle familie, venner og bekendte om spillet og deres muligheden for at støtte op på www.booomerang.dk .

Din arbejdsplads kan støtte udgivelsen via en fælles indsamling blandt medarbejderne, og din virksomhed kan også opnå reklameplads i spillevejledningen, når den yder støtte.

Er du journalist, redaktør, eller blogger kan du også støtte udgivelsen af spillet ved at omtale projektet i dit medie.

Der er rigtig mange muligheder for at være med til at løfte denne opgave.

Du har mulighed for at kontakte mig på dbg@danishboardgames.dk, hvis du ønsker at kommentere eller vide mere.

HVORFOR ET SPIL OM, HVORDAN DET ER AT LEVE MED DIABETES.
Når man er 6-9 år er det stort at skulle erkende, at man har diabetes. Et er at forstå, hvad diabetes er - noget helt andet er at erkende sit liv med diabetes og de besværligheder, det medfører - både overfor sig selv, éns søskende og venner, éns forældre og resten af verden.

I 6-9 års alderen vil man ikke skille sig ud - man vil være med i gruppen på lige fod med alle andre. Derfor kan det være svært at forholde sig til sin diabetes, når man er barn.

Jeg har udviklet brætspillet: "Livet med diabetes", hvor det går ud på at få en forståelse af, hvad diabetes er, hvad det vil sige at have diabetes, hvordan man kan leve med diabetes og hvordan man kan blive en vinder med diabetes.

Jeg har lagt meget vægt på, at spillet er oplysende, lærerigt, dialog-skabende - og ikke mindst sjovt - så det tages frem og spilles igen og igen.

Jeg har desuden prioriteret, at det skal kunne spilles uden kendskab til diabetes, og det skal være interessant at spille for alle - også de, der ikke har diabetes.

Endelig vil spillerne i løbet af spillet opleve besværlighederne og faldgruberne ved ikke at være opmærksomme nok på deres mmol-tal, idet mmol-tallet hele tiden ændrer sig alt efter hvad spilleren foretager sig eller undlader at gøre.

Jeg har gjort spillet så simpelt og overskueligt, at det er let at lære, men vi har også sikret, at der ikke findes en let og skudsikker strategi for at vinde. Spillet lever helt op til vores motto: "Let at lære - svært at mestre".

Jeg har naturligvis haft spillet til vurdering i Diabetesforeningen, og en diætist fra foreningen har været rådgivende i forhold til flere elementer i spillet.

Desuden har jeg afprøvet spillet sammen med børn i den lokale SFO, men også sammen med børn med diabetes og deres forældre. Det har givet megen god respons, og alle de gode og konstruktive tilbagemeldingerne har været med til, at spillet nu har den spillemæssige kvalitet, som jeg ønskede fra starten.

Jeg har professionelle tegnere, der arbejder ud fra mine skitser til spilleplade og æske, så spillet kan fremstå smukt og flot.

Jeg har også valgt materialerne til spillet ud fra, at det skal være de bedste på markedet - en kraftig papirindbundet spilleplade á la Trivial Pursuit, rigtige yatzy-terninger og en spilleæske, der er så kraftig, at den beskytter spillet godt, når det ikke bliver brugt

"Livet med diabetes" er et familiespil for 2-4 deltagere fra 6 år, og spilletiden er ca. 30 minutter.

Målgruppen er børn fra 6-9 år.

SPILLET ER MERE END BARE ET SPIL
"Livet med diabetes" kan spilles af alle - også selv om man ikke ved noget som helst til diabetes.

Men "Livet med diabetes" er ikke bare et sjovt og spændende spil - det har også et budskab. Derfor har jeg udarbejdet en vejledning til de voksne, der indeholder en god vejledning til, hvordan man kan bruge spillet som indgang til en dialog om, hvordan man kan leve med diabetes.

Vejledningen indeholder forslag til, hvad man som den voksne - forældre, sundhedsplejerske og sygeplejerske, men også lærere og pædagoger - kan gøre for at give spillet netop den ekstra dimension, at børn med diabetes for en større forståelse for deres situation og hvad de selv kan gøre, men også for at rette fokus på, hvad man som en god ven eller veninde til en diabetiker skal være opmærksom på.

Vejledningen indeholder også forslag til, hvad man kan snakke om mens man spiller, men også hvordan man kan snakke om, når der er fundet en vinder: f.eks. hvordan diabetikere kan leve et sundt og almindeligt godt liv, og hvordan man som ikke-diabetiker kan være opmærksom på en kammerat med diabetes og opnå en fælles forståelse for de problemstillinger man skal være opmærksom på i et liv med diabetes.

Endelig kan spillet ses i en langt større sammenhæng som f.eks. sund levevis og livskvalitet.

HVOR MANGE SPIL - OG HVORDAN FINANSIERES DE
Jeg ønsker at finansiere spillet, så det kan blive udbredt til alle unge i Danmark - d.v.s. skoler og fritidsordninger - men også alle Børneambulatorier, hvor der kommer børn med diabetes, og så vil jeg selvfølgelig også give Diabetesforeningen et stort antal spil til deres brug.

Jeg regner med at pakke spillene i "Skole-kasser" med 8 spil i hver. Hvert spil kan have 4 deltagere, så et klassesæt vil bestå af 7 spil, så op til 28 børn kan spille på samme tid - det 8. spil er til skolens fritidsordning.

Der er ca. 2.000 grundskoler i Danmark - det giver et behov for i alt 16.000 spil.

Diabetesforeningen får tildelt 2.000 spil.

Dansk Badmintonforbund får tildelt 1.000 spil.

Der afsættes 6.000 spil til sponsorerne - hvor du kan blive én af dem. Skulle der blive spil "til overs", vil Diabetesforeningen og Dansk Badmintonforbund få dem tildelt.

Jeg regner derfor med, at der vil være brug for i alt 25.000 eksemplarer af "Livet med diabetes".

Markedsføringen vil ske i samarbejde med Diabetesforeningen og Dansk Badmintonforbund.

Jeg vil kontakte samtlige kommuner i hele landet og tilbyde dem et GRATIS klassesæt til hver skole i deres kommune.

Samlet har jeg brug for kr. 3.000.000 til at finansiere de 25.000 spil, incl. forsendelse.

Når vi beløbet fordelt på færre end 6.000 sponsorer tildeles Diabetesforeningen og Dansk Badmintonforbund evt. overskydende spil

På forhånd, tak for din støtte.

Relevant information

http://www.danishboardgames.dk


Pressekontakt


Firma

Danish Board Games ApS
Toftevænget 4
8464 Galten, Danmark

  3139 7440

http://www.danishboardgames.dk

Modtag nyheder fra Danish Board Games ApS på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater