Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
29/10-12   -   Pressemeddelelse

Succesfuldt obligationssalg

To timer før lukketid kunne bankerne melde udsolgt i Danish Crowns nye virksomhedsobligation. Interessen var så stor, at ikke alle investorer blev tildelt obligationer for det beløb, som de ønskede at købe for.

- Vi vidste på forhånd at interessen var der, men det er langt fra ensbetydende med, at investorerne køber obligationen. Derfor er det dejligt at mærke, at en så bred kreds af investorer viser tillid til Danish Crown og gerne vil låne vores virksomhed penge, fortæller en tilfreds Group CFO Preben Sunke.

På forhånd havde Danish Crown meldt ud, at målet var at sælge obligationer for mellem 500 og 750 mio. kr. Allerede torsdag stod det klart, at udstedelsen ville blive en succes. Sidst på eftermiddagen havde Danish Crowns rådgivende banker SEB og Nykredit allerede ordrer for over en halv milliard.

- Vi er meget tilfredse med denne transaktion, som lige fra offentliggørelsen af investormøderne i København og Horsens vakte stor interesse hos en bred gruppe af investorer, siger underdirektør i Nykredit Markets Jan K. Villadsen.

Han bakkes op af Markedschef Peter Røder Lauridsen fra SEB Merchant Banking, der uddyber:
- Investorfordelingen er meget bred med 73 investorer fordelt på alle investortyper. Dette ser vi som et klart bevis på den gode kredithistorie, som Danish Crown bringer til markedet.

Når Danish Crown vælger at udstede en virksomhedsobligation frem for at låne pengene i banken, så er det et udtryk for en strategisk beslutning om, at Danish Crown gerne vil have en bredt funderet finansiering.

Samtidig søsætter Nasdaq OMX i København om få uger en ny handelsplads for virksomhedsobligationer, og Danish Crown har sagt ja til at lade den nye virksomhedsobligation notere på den børs, der kommer til at hedde First North Bond Market. Derfor var det af flere årsager oplagt for Danish Crown at sælge obligationer nu.

- Vi vil gerne bakke op om den handelsplads Nasdaq OMX nu skaber, for den kan på sigt blive et stort aktiv - ikke bare for Danish Crown - men for en lang række virksomheder i Danmark. Samtidig gør det ikke noget, at prisen på at låne penge gennem salg af obligationer er konkurrencedygtig med alternativerne, og det er den, konstaterer Preben Sunke.

Danish Crown betaler en variabel rente på obligationslånet. Den beregnes som tre måneders renten (CIBOR) plus et tillæg på 1,75 pct., hvilket i øjeblikket svarer til en rente på lige over 2 pct.

Relevant information

http://www.danishcrown.dk


Pressekontakt


Firma

Danish Crown
Marsvej 43
8960 Randers SØ, Danmark

  89 19 14 66
  29 22 24 15

http://www.danishcrown.dk

Modtag nyheder fra Danish Crown på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater