Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/06-10   -   Pressemeddelelse

Fra palæ til skur: Apotekerforeningen genhuset på Holmen

Danmarks Apotekerforening, der i maj måtte forlade Dehns Palæ i Bredgade efter en storbrand, har nu overtaget nye lokaler i kanonbådsskurene på Holmen. Genopbygningen af palæet kan komme til at vare op mod fem år.

Syv sortmalede træskure med udsigt over kanalen bliver arbejdssted for de ansatte i Danmarks Apotekerforening i de kommende år. Siden foreningens domicil, Dehns Palæ i Bredgade, brændte for knap to måneder siden, har de 70 ansatte i sekretariatet været husvilde. Det har betydet, at arbejdet enten er foregået hjemmefra eller på nærliggende hoteller omkring Bredgade.

Apotekerforeningen har netop underskrevet en aftale om lejemål af syv af de historiske kanonbådsskure langs Frederiksholms østlige bred på Holmen. Lokalerne blev indflyttet øjeblikkeligt for at samle sekretariatet på en fælles adresse. Hen over sommeren vil lejemålet blive færdigindrettet med blandt andet køkken og mødelokaler, og det forventes at stå klart midt i september.

"Jeg er glad for, at det lykkedes os at samle sekretariatet igen inden sommerperioden, så vi kan få ro på arbejdspladsen, og medarbejderne har mulighed for at se den arbejdsplads, de skal tilbage til efter deres ferie. Det var selvfølgelig trist at forlade Dehns Palæ, men vi flytter til næsten lige så historiske bygninger, så det er et godt bytte - selv om vi går fra palæ til skur," siger administrerende direktør, Anders Kretzschmar.

De to hundrede år gamle skure blev bygget til flådens kanonbåde. De blev fredet i 1964 og har for nylig gennemgået en omfattende restaurering, så de nu kan bruges til kontorformål. Skurene bliver tilholdssted for Danmarks Apotekerforening i en længere årrække, mens Dehns Palæ bliver genopbygget.

En stor del af genopbygningen foregår efter faste tegninger og efter nøje anvisninger fra Kulturarvsstyrelsen. Byggepladsen er så småt på plads, og der er lavet en plan for, hvordan palæet bliver tørret for de mange tusinde kubikmeter vand fra slukningsarbejdet. Genopbygningen af Dehns Palæ forventes at tage op mod fem år.

"Vi vil selvfølgelig følge genopbygningen tæt, men det er vigtigt, at vi koncentrerer vores ledelsesmæssige ressourcer i sekretariatets nuværende arbejde. Vi skal til at arbejde i storrumskontorer, og det i sig selv indeholder en masse nye muligheder for samarbejde og udvikling af arbejdspladsen," siger Anders Kretzschmar.

Relevant information

http://www.apotekerforeningen.dk/


Pressekontakt


Firma

Danmarks Apotekerforening
Bredgade 54 - Postboks 2181
1017 København K, Danmark

  33 76 76 20
  27 73 21 82

http://www.apotekerforeningen.dk/

Modtag nyheder fra Danmarks Apotekerforening på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater