18/08-10
-
Pressemeddelelse
Nul parabener i apotekets egne produkter
Apotekets egen produktserie, "Apotekets", nu helt parabenefrit. Flere andre serier følger snart trop. Initiativet roses af Forbrugerrådet.
Landets apoteker har nu valgt ikke længere at bruge parabener i produktserien "Apotekets". Det sker på grund af usikkerheden om parabenernes hormonforstyrrende effekt - og fordi apotekerne oplever, at mange forbrugere har stort fokus på parabener i cremer til både børn og voksne.
"Vi ønsker, at forbrugerne på apoteket altid har en valgmulighed og et alternativ til parabener. Vi er på rette vej, men det er hele tiden en balancegang og en afvejning af, om vi har et bedre alternativ til parabener," siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, og råder til en snak med apotekets personale om fordele og ulemper ved de forskellige konserveringsmidler.
Ros til initiativ
Forbrugerrådet hilser de parabenefri produkter på apoteket velkommen.
"Forbrugerrådet fortsætter arbejdet med at få fjernet stofferne overalt i vores dagligdag. Så apotekernes beslutning om at fjerne parabener fra egne produkter er rigtigt godt nyt. Det betyder, at forbrugernes indsats har båret frugt, og vil man helt undgå stofferne, så vælg svanemærkede produkter, hvor hormonkemi er forbudt," siger Camilla Hersom.
Seks parabener med forskellig virkning
· Der findes seks forskellige typer parabener: methyl-, ethyl-, propyl-, butyl-, isopropyl- samt isobutylparaben, der alle har forskellig virkning og effekt. Mens methyl- og ethylparaben er blevet klassificeret som ufarlige af EU's videnskabelige komité for forbrugerprodukter, SCCP, undersøges de resterende fire parabener nærmere, da de mistænkes for at kunne have bivirkninger.
· Miljøministeriet har reguleret indholdet af parabener i hudplejeprodukter. Der må derfor højest indgå 0,4 procent af et enkelt paraben og 0,8 procent af en blanding af parabener.
Relevant information
http://www.apotekerforeningen.dk/