22/11-10
-
Pressemeddelelse
Regeringens liberaliseringsforslag lukker mange apoteker i udkantsdanmark
Apotekerne undrer sig over de initiativer, som regeringen vil gennemføre på apoteksområdet. Forslagene er set før, og det er kendt, at forbrugerne risikerer at betale en høj pris for dem. Apoteker i udkantsdanmark risikerer lukning, og adgangen til medicin bliver mere besværlig, hvis regeringen får gennemført sin politik.
- Det kan umuligt være meningen med en politik, som skal gavne danskerne i hverdagen, at en stor del af befolkningen risikerer at miste adgangen til et apotek i deres nærområde. Der bliver muligvis kortere mellem apotekerne i byerne, hvor der i forvejen er en god dækning. Til gengæld kan det medføre apotekslukninger i udkantsdanmark, siger formanden for Danmarks Apotekerforening, Niels Kristensen.
Regeringen foreslår i forbindelse med Vækstforums møde i denne uge bl.a. en lempelse af reglerne for åbningstider. Det bliver positivt modtaget i Apotekerforeningen, som i forvejen arbejder på forslag, som skal øge tilgængeligheden, serviceniveauet og patientsikkerheden på apotekerne.
Omvendt vækker det undren, at regeringen vil slække på reguleringen af området, og bl.a. overvejer at afskaffe udligningsordningen mellem apotekerne. Udligningsordningen betyder, at store apoteker i byerne yder driftstilskud til små apoteker i tyndt befolkede egne. Det er den mekanisme, som sikrer, at alle danskere har nem og hurtig adgang til medicin, og hvis den bliver fjernet, vil apoteker i 26 kommuner være lukningstruede, viser tidligere beregninger fra Apotekerforeningen.
- Fordelen ved det nuværende system er, at alle borgere hurtigt kan få den nødvendige medicin til de samme priser over hele landet. At alle borgere har adgang til rådgivning om den medicin, de modtager. Og at alle er omfattet af den sikkerhed og sundhedsfaglige rådgivning, der omgærder udlevering af medicin på apotekerne. Vi fanger dagligt syv fejl, som ville have ført til indlæggelse. Så det er svært at se en gevinst ved at ændre den ordning, siger Niels Kristensen.
Han er helt enig med statsminister Lars Løkke Rasmussen i, at det er vigtigt at have fokus på borgernes behov, men understreger, at regeringens tanker på apoteksområdet vil forringe forholdene for forbrugerne.
- De særlige regler for kopimedicin betyder, at priserne er blandt de laveste i EU. Det skyldes dels stærk konkurrence, dels at apotekerne sikrer udlevering af den billigste medicin. Ventetiden på apotekerne er barberet ned til under fire minutter de seneste år. Og dertil kommer en høj produktivitet, som bl.a. bekræftes i den McKinsey-rapport, som ligger bag regeringens forslag, siger Niels Kristensen.
Han peger på, at medicinpriserne og apoteksavancen i Danmark er blandt Europas laveste, og priserne på den medicin, som kun må forhandles på apotekerne er faldet med 33 pct. siden 2000. Ifølge Konkurrencestyrelsen betyder det, at priserne er 14 procent lavere end EU-gennemsnittet.
- I regeringens egen formulering lyder opgaven til Vækstforum, at det skal "ruste dansk økonomi til fornyet vækst". Det forekommer paradoksalt, at det skulle kunne ske gennem apotekslukninger i udkantsområderne, som i forvejen døjer med blandt andet høj arbejdsløshed, lægemangel og sygehuslukninger. Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil mange ældre patienter i yderområderne ikke have mulighed for at komme på apoteket i deres eget nærområde, men vil være henvist til e-handel, postordrehandel eller en længere rejse for at komme på apotek, siger Niels Kristensen.
FAKTA
Konkurrencestyrelsen fremlagde i februar en undersøgelse, hvor udligningsordningen også var i spil. Dengang viste Danmarks Apotekerforenings tal, at apoteker i følgende kommuner ville være truet af lukning:
Sorø
Rebild
Stevns
Jammerbugt
Ringkøbing-Skjern
Varde
Bornholm
Faxe
Tønder
Guldborgsund
Slagelse
Kalundborg
Viborg
Vejle
Hjørring
Horsens
Thisted
Hedensted
Svendborg
Vordingborg
Frederikshavn
Silkeborg
Faaborg-Midtfyn
Næstved
Holstebro
Sønderborg
Relevant information
http://www.apotekerforeningen.dk/