01/04-11
-
Pressemeddelelse
Danmarks Biavlerforening får ny direktør
Den 54-årige Steen Fogde tiltræder 1. april som direktør for Danmarks Biavlerforening.
Steen Fogde skal stå i spidsen for én af landets vigtige og voksende, grønne organisationer. Foreningen omfatter i dag over 4000 hobby- og fuldtids erhvervsbiavlere, hvis honningbier er de vigtigste bestøvere af såvel vilde planter, frugtplantager som dyrkede afgrøder.
»Jeg har søgt stillingen, fordi den ser ud til at give mig de udfordringer, jeg har brug for. Det er en stilling, hvor jeg kan gøre min holdning og livsindstilling til min levevej,« siger Steen Fogde.
Den ny direktør er født og opvokset i Viborg, men har de seneste år boet i Kirke Hyllinge på Sjælland. Han er uddannet cand. scient. i biologi og har gennemført lederuddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet. Han har mange års ledererfaring senest fra en stilling som miljøchef ved Helsingør Kommune.
Foreningsverdenen
Han er også kendt med foreningsverdenen, hvor han i 20 år har været aktiv i FMK, Foreningen for Miljømedarbejdere i Kommunerne. Desuden har han gennem 10 år haft en formandspost i en lokalforening under Danmarks Naturfredningsforening.
Som direktør for Danmarks Biavlerforening påtager Steen Fogde sig en ny udfordring, som han længe har ønsket sig:
»Jeg har altid været fascineret af, hvordan honningbierne styrer deres samfund gennem dufte og de fabelagtige bidanse. Derfor har jeg altid tænkt, at jeg en dag skulle være biavler,« siger Steen Fogde.
Det bliver han nu, for han har netop meldt sig til et begynderkursus i biavl i Holbæk. På den måde håber han ikke bare at komme tæt på bierne, men i særdeleshed på biavlerne og den ånd, der hersker i Danmarks Biavlerforening.
Mange opgaver
Steen Fogdes opgaver i foreningen bliver mangeartede. Han bliver chef for et sekretariat med tre fuldtidsansatte i foreningens hovedsæde, der ligger i landbocenteret »Gefion« i Sorø. Danmarks Biavlerforening er medlem af Landbrug og Fødevarer. Foreningens sekretariatet er rådgivende overfor landets biavlere og indgår i en række projekter med skiftende samarbejdspartnere. Det udgiver eget tidsskrift, tager sig af markedsføringsopgaver og udfører forsøgsarbejde for at finde nye og bedre driftstekniske metoder til dansk biavl. En vigtig opgave er varetagelsen af biavlernes politiske interesser nationalt og internationalt samt samarbejde med universiteter og andre biavlerorganisationer i Danmark og omverdenen.
»Jeg synes, der er mange udfordringer ved jobbet,« siger Steen Fogde, der får hjælp til sit arbejde de næste år. Foreningen har netop udarbejdet en ny strategi- og aktivitetsplan for de næste fem år, der beskriver foreningens mål frem mod år 2015.
»Jeg får meget forærende med den plan, og jeg tror, vi kan føre mange af tingene igennem,« siger Steen Fogde.
En af de store opgaver bliver at få søsat en ny uddannelse for biavlere i Danmark. Det skal ske i tæt samarbejde med myndigheder og en række andre biavler- og interesseorganisationer.
Fritiden på vandet
Fritiden bliver tilbragt på vandet. I sommerhalvåret kører Steen Fogde altid rundt med kajakken på taget af bilen. Så kan den sættes i vandet, så snart han finder et spændende vand. Det er også en måde at komme tæt på naturen.
»Jeg er et naturmenneske. Jeg kan godt lide at bruge naturen uden at tæmme den,« siger han.
Og det er netop, hvad der gennem årene har fascineret ham ved biavlen, som han nu også kommer til at bruge en del af sin fritid på.
Der skal naturligvis også være tid til familien. Steen Fogde er gift med Kirsten, der er bibliotekar på Roskilde Børnebibliotek. De har sammen to voksne børn, en søn og en datter.
Og så er der ikke mindst ankommet børnebørn - et sæt tvillinger - til verden for blot otte måneder siden. Tvillingerne fik ham faktisk til at overveje en ekstra gang, om han overhovedet skulle søge stillingen som direktør for Danmarks Biavlerforening.
»Jeg kan jo godt se, at jeg ikke får tid til at være den samme, hyggelige morfar, som jeg gerne vil. Men jeg ville nok være skingrende skør, hvis jeg ikke søgte,« siger Steen Fogde.
Kontakt
Direktør Danmarks Biavlerforening:
Steen Fogde
57 86 54 70
Formanden for Danmarks Biavlerforening
Vagn Kildsig
4078 0616
Relevant information
http://www.biavl.dk
Firma
Danmarks Biavlerforening
Møllevej 15
4140 Borup,
Danmark
57 82 29 17
24 87 19 00
http://www.biavl.dk